Normaltid øger risiko for påkørsel af dyrevildt
Dyrepåkørsler koster hvert år to-tre bilister livet, mens 20-25.000 hjorte dræbes. Risikoen stiger, når vi natten mellem lørdag og søndag skifter fra sommertid til normaltid.
- Dyr kender ikke klokken, og overgangen fra sommertid til normaltid er hvert år årsag til mange påkørsler af dyrevildt. Med skiftet flyttes dyrenes myldretid om eftermiddagen til en time tidligere, og det betyder, at den kolliderer med menneskers myldretid. Det øger risikoen for kollisioner mellem dyr og biler, siger Allan Bruun Rasmussen, der Falcks vildt- og dyrekonsulent.
Specielt efter at langt de fleste brakmarker er fjernet i den danske natur, skal dyrene vandre længere og længere mellem fødekilder og skjulesteder og dermed krydse flere vejbaner til stor fare for dem, men også for bilister.
- Der sker ulykker med både svær materiel skade som følge af dyrepåkørsler, men også dødsulykker. Årligt mister mindst to til tre personer livet efter sammenstød med et dyr. Ikke af selve sammenstødet, men fordi de i panik forsøger at undvige og støder sammen med modkørende biler eller ind i et vejtræ, siger Allan Bruun Rasmussen, der vurderer, at mange solouheld kan skyldes, at bilisten har forsøgt at undvige et dyr.
Op mod 25.000 hjorte påkøres
Falck oplever i disse år en stigning på landsplan i antal påkørsler af de største hjortearter, som kronvildt og dåvildt. Det medfører langt større materielle skader, samt en øget risiko for langt alvorligere personskader.
Faunamedarbejder Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse vurderer ligeledes, at problemet er opadgående.
- Det er anslået, at mellem 20.000 og 25.000 rådyr og andre hjorte mister livet i trafikken hver år og problemet er stigende, da den danske bestand af både vildt og biler vokser - og det er allerede nu et skræmmende højt tal, siger Michael Carlsen.
Kilde: Falck