Østjyske politikere siger farvel til Niels Helveg Petersen

Natten til lørdag sov den tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen ind efter længere tids kræftsygdom

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Naser Khader (K) og Niels Helveg Petersen. Billedet er taget ved et grundlovsmøde i 2006. Foto: Lars K Mikkelsen

Tidligere udenrigsminister og leder for De Radikale Niels Helveg Petersen er død. Han blev 78 år.

Efter længere tids kræftsygdom sov han ind natten til lørdag. Kollegerne betragter ham som et fyrtårn i dansk politik.

Naser Khader (K), der er valgt til Folketinget for Østjyllands Storkreds og tidligere folketingsmedlem for De Radikale, skriver på Twitter:

- Hvor trist. Alt for tidligt. Han var en af årsagerne til, at jeg i 1983 meldte mig ind i R. Æret være hans minde.

Hvor trist. Alt for tidligt. Han var en af årsagerne til, at jeg i 1983 meldte mig ind i R. Æret være hans minde.
Naser Khader (K), Folketingsmedlem for Østjyllands Storkreds

Han havde udsyn og indsigt

Også fra den tidligere Aarhus-borgmester og nuværende politiske ordfører for Socialdemokrtiet, Nicolai Wammen, er der rosende ord på Twitter:

- Niels Helveg Petersen er død. Niels vil blive husket som en stor politiker med humor, engagement, udsyn og indsigt.

Leder af De Radikale, Morten Østergaard, er ligeledes valgt i Østjyllands Storkreds. Han skriver på på Twitter:

- Niels Helveg Petersens død fylder mig med sorg. Minderne om hans liv med smil og respekt. Æret være hans minde.

Herunder kan du se flere politikeres reaktion på Niels Helveg Petersens bortgang.

Margrethe Vestager, tidligere leder for De Radikale, på Twitter:

- Niels Helveg Petersen er død. Han ændrede Danmark, levede livet fuldt - en kæmpe med humor, varme, analytisk sans. Hvor vi dog vil savne dig.

Han var meget munter

Uffe Ellemann-Jensen, tidligere Venstre-formand, til Ritzau:

- Det gør mig meget trist, for jeg har kendt ham i over 50 år. Lige fra han var ung nyvalgt folketingsmedlem. Jeg satte meget stor pris på ham. Han var meget munter og meget venlig. Og han kunne få alle til at grine.

Mogens Lykketoft, tidligere S-formand, til Ritzau:

- Det gør mig meget ondt. Han var en god gammel kollega både i Folketinget og i regeringssamarbejdet, som jeg har haft meget glæde af at snakke med og arbejde sammen med i årenes løb.

Peter Skaarup, gruppeformand for Dansk Folkeparti, på Twitter:

- Trist nyhed. Niels Helveg Petersen var en kollega, jeg respekterede højt. Tankerne går til familien.

Underspillet humor

Sofie Carsten Nielsen, næstformand for De Radikales folketingsgruppe, på Twitter:

- Niels Helveg er død. Han var et fyrtårn af ro, vid og underspillet humor. Tak for alt. Hvil i fred. Og husk at leve. Det gjorde Niels.

Holger K. Nielsen (SF), tidligere udenrigsminister, på Twitter:

- Niels Helveg, det politiske kompromis' mester, er død. Altid saglig, men også fuld af humor. En stor politiker er gået væk.

Tanker til hans familie

Jakob Ellemann-Jensen, Venstres politiske ordfører, på Twitter:

- Én af de store er ikke mere. Tak for din indsats for Danmark og for et par dejlige og dygtige drenge! Æret være Niels Helveg Petersens minde.

Pia Olsen Dyhr, formand for SF, på Twitter:

- Niels Helveg er død, så trist. Mine varme tanker til hele hans familie.

Uffe Elbæk, Alternativets leder og tidligere folketingsmedlem for De Radikale, på Twitter:

- Niels Helveg Petersen er død. Det gør mig oprigtigt ked af det. Han var et parlamentarisk fyrtårn. I sin helt egen klasse. Den bedste klasse.

Kristian Jensen, finansminister og næstformand for Venstre, på Twitter:

- Jeg er ked af at høre om Niels Helveg Petersens dødsfald. Han var en dygtig politiker, en god kollega og en stor inspirationskilde.

Hans død rammer hårdt

Brian Mikkelsen (K), erhvervsminister, på Twitter:

- Ære være dit minde Niels Helveg Petersen. Du var i sandhed en stor politiker og dygtig ambassadør for Danmark.

Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative og justitsminister, på Twitter:

- En af de helt store i dansk politik er gået bort. Æret være Niels Helveg Petersens minde.

Simon Emil Ammitzbøll (LA), økonomi- og indenrigsminister samt tidligere folketingsmedlem for De Radikale, på Twitter:

- Niels Helvegs død rammer hårdt. En inspirator i min ungdom. En klog kollega i den radikale gruppe. En kæmpe i dansk politik er ikke mere.

Niels Helveg Petersen - Blå Bog

Forhenværende udenrigs- og økonomiminister Niels Helveg Petersen (R) havde i årevis sin gang på Christiansborg.

Natten til lørdag er han død. Han efterlader sig en hustru og to sønner.
Navn: Niels Lolk Helveg Petersen.
Født: 17. januar 1939.
Død: Natten til 3. juni 2017, 78 år.
Fødested: Odense.
Søn af: Forhenværende minister Kristen Helveg Petersen (R) og forhenværende borgmester Lilly Helveg Petersen (R).
Nationalitet: Dansk.
Uddannelse:
1965: Kandidat i jura, Københavns Universitet.
1957: Student, Stenhus Kostskole.
1954: Mellemskoleeksamen, Nykøbing S. Borger- og Realskole.
Karriere:
Medlem af Folketinget ad flere omgange. Han havde sin gang på Christiansborg i perioderne 1966-1974, 1977-1993 og 1994-2011.
2005-2007: Medlem af Folketingets Præsidium.
1993-2000: Udenrigsminister.
1988-1990: Økonomiminister.
1968-1974 og 1977-1978: De Radikales politiske ordfører.
1974-1977: Kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach, Bruxelles.
Civilstand: Gift med Kirsten Lee siden 1984. Har to sønner.
Andet:
I sin politiske karriere var han kendt for at foretrække den saglige debat i stedet for ideologiske konfrontationer.
Han var en drivkraft i debatten om Grundloven i 1990'erne og 2000'erne.
Der er skrevet flere bøger om ham. En af dem er "Niels Helveg Petersen - manden og magten" af Michael Kristiansen og Thomas Larsen.

Kilder: Ritzau, ft.dk, Den Store Danske 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her