Østjyske skoleelever strejker også for klimaet: - Fremtid er vigtigere end fravær

Netop nu indledes den globale klimauge, hvor både børn og voksne fra hele verden strejker i kampen for klimaet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Se billeder fra de østjyske klimastrejker her.

Overalt i verden har der fredag været tomme klasselokaler.

Dagen stod nemlig i klimaets tegn, hvor millioner af børn lod skoletasken stå derhjemme og i stedet fandt bannere og kampråb frem.

De håber at kunne råbe politikerne op og sætte fokus på klimakrisen.

Hvorfor skal jeg lære latin og tysk grammatik, mens jorden er tæt på den sjette masseudryddelse?
Laura Vinstrup, gymnasieelev, Skanderborg

Klimastrejken var også kommet til Østjylland, hvor elever fra Silkeborg, Aarhus og Skanderborg demonstrerede for klimaet i stedet for at sidde på skolebænken.

Vi må gøre, hvad vi kan

I Aarhus var mellem 1.000 og 1.500 børn og unge samlet for at kæmpe klimakampen. Gaderne var prydet med kreative bannere med vigtige budskaber.

Olga Teglbjærg var en af de tusinde unge, der var mødt op til strejken.

 

- Det er vores fremtid, der er på spil, og den vil vi selvfølgelig gerne kæmpe for. Vores fremtid er vigtigere end fravær, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun er dog klar over, at selve klimastrejken ikke er nok, men at det er en start på en lang kamp.

- Vi må gøre, hvad vi kan. Når folk ser sådan noget her, kommer det til at starte nogle processer, siger Olga Teglbjærg.

Droppede eksamen til fordel for klimaet

I Skanderborg har en ung ildsjæl brugt al sin tid de seneste to måneder på at arrangere klimastrejken i byen.

Laura Vinstrup er 16 år gammel, og hun er ikke i tvivl om, at hendes arbejde er særdeles vigtigt.

 

- Det er min og andres fremtid. Vi har ikke tid til at vente. Jeg har et ansvar. Jeg vil gerne kunne se mine børn og børnebørn i øjnene og sige: Jeg gjorde, hvad jeg kunne, siger Laura Vinstrup til TV2 ØSTJYLLAND.

Lørdag mødes verdens ledere til FN-klimatopmøde for at tale om de udfordringer, der er med vores miljø. Og Laura Vinstrup har et klart budskab til dem:

- Klimaforandringer er ikke ude i fremtiden. Der er ikke styr på det. Der er allerede folk, der lider under det nu. Vi vil gerne sige til alle verdens ledere og politikere, at de ikke skal sidde og forhandle vores fremtid. Vi vil gerne have, at de handler, siger Laura Vinstrup, der til daglig går i 1.g. på Skanderborg Gymnasium.

Vi ville ikke stå her, hvis vi ikke troede, at det gjorde en forskel.
Kamille Søgaard Funding, Den Grønne Studenterbevægelse, Silkeborg

Ligesom Olga Teglbjærg fra Aarhus er Laura Vinstrup overbevist om, at fremtiden er vigtigere end fraværet. Faktisk skulle hun selv have været til eksamen fredag, men valgte at springe den over, for at gå i kamp for klimaet.

- Vi er ikke i skole, fordi det her er vigtigere, end en enkelt dag i skole. Hvorfor skal jeg lære latin og tysk grammatik, mens jorden er tæt på den sjette masseudryddelse? siger hun.

 

Demokratisk uddannelse

Flere politikere i Skanderborg har opfordret de unge til at deltage i klimastrejken. En af dem er Maria Temponeras fra Enhedslisten.

- Engang imellem er der noget, der er vigtigere end at gå i skolen. Hvis man ser klimaforandringerne som et ligeså stort problem som jeg, så er man ikke i tvivl om, at den strejke er langt vigtigere end de to timer i skole, siger Maria Temponeras.

VIDEO: Når det bliver varmere her hos os, bliver det samtidig ulideligt varmt længere sydpå, forudsiger Jens-Christian Svenning.

Èn ting er, at de unge kan være med til at ændre fremtiden for kloden. En anden ting er, at det kan være meget lærerigt for de unge at deltage i demonstrationerne, mener Maria Temponeras.

- Det er en stor del af den demokratiske uddannelse. En rettighed, man har, er, at man kan demonstrere. Man kan ændre den politiske virkelighed. Det er en vigtig lektie at lære for de unge, siger Maria Temponeras.

 

Vi tror på, at det gør en forskel

Også i Silkeborg fyldte børn og unge gaderne med kampgejst og vigtige budskaber. Her var op mod 500 personer dukket op, hvilket var over al forventning for den Grønne Studenterbevægelse Silkeborg.

- Det er flere end der nogensinde har været til klimastrejke her i Silkeborg, siger Kamille Søgaard Funding fra den Grønne Studenterforening i Silkeborg.

De unge studerende er ikke i tvivl om, at det har en stor effekt, at de stiller op på gaden og kæmper for deres sag.

- Vi ville ikke stå her, hvis vi ikke troede, at det gjorde en forskel, siger Kamille Søgaard Funding.

 

Selvom eleverne på mandag er tilbage på skolebænken igen, vil kampen for klimaet fortsætte længe endnu.

- Vi giver i hvert fald ikke op. Vi fortsætter kampen. Det så vi også i den sidste valgkamp. Hvor mange gange blev det ikke lige nævnt, at de unge går på gaden? siger Ida Torpe Thorhauge, der også er medlem af den Grønne Studenterbevægelse i Silkeborg.

Det går alt, alt for langsomt

Strejken var som sagt starten på en hel uge i klimaets tegn.

Lørdag starter det ekstraordinære FN-klimatopmøde. Her mødes toppolitikere fra hele verden, for at diskutere klimakrisen.

Ifølge generalsekretær Antonio Guterres, er der to årsager til, at mødet skal afholdes. For det første skal alle lande senest i 2020 opjustere deres nationale klimahandlingsplaner, så de i højere grad lever op til forpligtelserne for Parisaftalen.

For det andet, går det alt, alt for langsomt med at håndtere klimakrisen fra politisk side.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her