Pas på din cykel: Det er højsæson for cykeltyverier lige nu
Indtil videre er over 3000 cykler blevet meldt stjålet. Cyklistforbundet sammenligner cykeltyveri med spirituskørsel i gamle dage
Gitte Lynning fra Aarhus troede, at hun var på den sikre side, da hun viklede en stor kæde rundt om sin el-cykel og ind gennem cykelstativet. Men hun måtte tro om.
- Jeg troede faktisk, den var sikret, når jeg havde en tyk kæde. Det troede jeg naivt. Det er meget frustrerende, siger Gitte Lynning, der er en blandt tusindvis af personer, der har fået stjålet sin cykel i år.
Indtil videre er der i år anmeldt 3158 cykeltyverier i Østjylland, og for hele sidste år var det tal 5.938, og netop nu skal man holde særligt øje med sin cykel.
Tredje kvartal fra juli til september er det tidspunkt på året, hvor der bliver anmeldt flest stjålne cykler. Ifølge forsikringsselskaberne handler det om, at det er varmere og der er flere cykler på gaderne.
Måske dobbelt så mange
Hos Cyklistforbundet mener de, at der bliver stjålet mange flere end der bliver anmeldt.
- Der er helt sikkert væsentligt flere. Der er måske endda dobbelt så mange. Mange, der har en cykel, der er mange år gammel, vil ikke få noget fra forsikringen, og så gider de ikke bøvlet med at anmelde tyveriet, siger Jens Peter Hansen fra Randers, der er hovedbestyrelsesmedlem i Cyklistforbundet.
Også Østjyllands politi regner med, at der bliver stålet væsentligt flere cykler end der bliver anmeldt.
- Der er altid et mørketal ved alle forbrydelser, og der er ingen tvivl, om at der bliver stjålet flere cykler end der bliver anmeldt til os, siger Finn Platz, der er politikommissær hos Østjyllands Politi.
Cykeltyveri er som spirituskørsel
Cyklistforbundet kunne godt tænke sig en holdningsændring i samfundet. De mener at cykeltyveri af mange ikke bliver opfattet som rigtigt kriminelt.
- Det kræver en mentalitets ændring. Jeg sammenligner det lidt med spirituskørsel. Tidligere, for en del årtier siden, var det socialt acceptabelt, at man kørte hjem fra en fest, selvom om man havde drukket – det er det ikke mere. Jeg kunne godt tænke mig samme holdningsændring når det handler om cykeltyverier, siger Jens Peter Hansen fra Cyklistforbundet.