Politi piskede rundt til J-dag - særligt én sag stikker ud
J-dag har, som det typisk er tilfældet, været travl for Østjyllands Politi.
Mange østjyder er formentlig først ved at få øjne her ved middagstid lørdag.
Det er dagen derpå. Dagen efter J-dag, hvor årets julebryg lanceres.
J-dag er traditionelt en travl dag for Østjyllands Politi, og i år har ikke været en undtagelse.
- Der har været rigtig mange opgaver, og der været nok opgaver til alle. Bødeblokken kom frem i mange tilfælde, siger vagtchef Jes Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Anmeldelser fortsætter
Politiet har ikke mindst haft mange opgaver i Aarhus, Randers og Grenaa.
- J-dag var travl med slagsmål og uro, og det har medført en hel del anholdelser. Der har også været mange overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, siger vagtchef Jes Frederiksen.
Læs også:
Ordensbekendtgørelsen dækker blandt over voldelig optræden, støjende adfærd, uanstændig eller anstødelig opførsel og fuldskab, der kan "give anledning til ulempe for andre".
Ifølge Jes Frederiksen tikker der lørdag løbende anmeldelser ind i takt med, at folk vågner efter J-dagens bytur.
- I forhold til det, vi har kendskab til nu, har vi heldigvis været forskånet for virkelig voldsomme hændelser som grimme færdselsuheld eller alvorlige overfald, siger Jes Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Gruppe måtte fjernes fra gaden
Særligt én episode krævede et større politiopbud. Kort før klokken 5 lørdag morgen måtte politiet anholde 6 personer i Kannikegade i Aarhus.
- Der var meget aggressive i forhold til de øvrige personer, der befandt sig på gaden. De udviste alle voldelig adfærd og forsøgte at komme i slagsmål med tilfældige, siger Jes Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Man skønnede, at det var nødvendigt at få dem væk fra gaden for at skabe ro.
De seks personer befinder sig omkring klokken 11.30 lørdag fortsat i detentionen på politistationen i Aarhus.
Lørdag morgen var status, at politiet havde anholdt 12 personer. 10 i Aarhus og 2 i Randers.