Randers Regnskov vil aftage cirkuselefanter: - Vi mangler bare pengene
En aftale skal forbyde vilde dyr i cirkus. Østjysk naturpark vil gerne hjælpe med at give cirkus-elefanter et nyt liv
I slutningen af marts indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet en aftale om at forbyde vilde dyr i cirkus. Aftalen gælder dog ikke for Cirkus Arenas tre elefanter, som derfor fortsætter med at turnere for cirkusset, som onsdag kommer forbi Horsens.
Randers Regnskovs direktør er glad for aftalen, men mener, at de tre tilbageværende elefanter burde pensioneres med det samme. Derfor kommer han med en håndsrækning til politikere og dyrevenner.
- Man kunne samle de sidste elefanter i et reservat. Det kunne være hos os eller andre, der har forstand på det. Står der en og siger, at det er en god ide og har pengene til at drive det, er vi åbne for at elefanterne kan komme til regnskoven. For os er det kun økonomien, der mangler, siger Henrik Herold, der er direktør i Randers Regnskov, til TV2 ØSTJYLLAND. Han fortsætter:
- Det handler ikke om, at jeg synes, at Cirkus Arenas elefanter bliver passet dårligt. Det handler om, at jeg ikke synes, at elefanter hører til i cirkus.
Han fortæller dog, at Randers Regnskov ikke arbejder aktivt for at få elefanterne til parken.
- Vi arbejder ikke på at få elefanterne, men den, der har evne, har pligten. Derfor har jeg nu sagt, at muligheden er der, men at vi mangler pengene, siger Henrik Herold.
DF: Risikerer død elefant på skrivebordet
Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Karina Due, fortæller, at der lige nu er drøftelser om, hvad der skal ske med de sidste tre elefanter.
- Vi vil gerne have forbuddet til at gælde for de sidste elefanter, så måske skal der være en udfasningsperiode. Vi har ikke lagt os fast på noget endnu, men et godt bud kunne være, at der om tre-fem år skal findes et godt sted til elefanterne, siger Karina Due til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun synes, at åbningen fra Randers Regnskov lyder spændende.
- Det kan absolut være en mulighed. Der er også et sted i Sydfrankrig, hvor de er i gang med at lave et refugie for udtjente cirkuselefanter - et slags elefantoldekolle, siger hun.
Hun så gerne, at de tre Cirkus Arena-elefanter stoppede med det samme, men er bange for, at en drastisk politisk beslutning går ud over dyrene.
- Vi vil gerne have et forbud med det samme, men vi vil ikke have, at cirkusset sender elefanterne til dårlige steder. Det er vi ikke interesserede i. Vi vil sikre, at de får et godt liv, siger Karina Due og fortsætter:
- Vi risikerer at få en død elefant på skrivebordet, hvis vi gør det så bastant, som vi gerne ville.
Forhandler ikke med cirkusbranchen
Karina Due afviser samtidig, at politikernes manglende handling, over for de sidste tre elefanter, skyldes et stort pres fra cirkusbranchen.
- Vi forhandler ikke med cirkusbranchen, men vi lytter til deres ønsker og bekymringer. Vi anerkender også, at de har gjort nogle store investeringer. Det er jo ikke en guldhamster, de har købt, siger Karina Due.
Hun er meget opmærksom på, at man ikke politisk kan bestemme, hvor elefanterne skal hen, når de har udtjent deres værnepligt i cirkus.
- Jeg kan ikke sælge en anden mands ejendom. Jeg kan forlange, at de ikke må have lov at optræde i cirkus. Men jeg kan ikke sige til manden, at så skal han afhænde elefanterne til Randers Regnskov. Han kan sælge dem til hvem, han har lyst til, siger Karina Due.
Arena: Vi holder af vores dyr, for pokker
Klaus Jochumsen er turnéchef hos Cirkus Arena, og han mener ikke, at diskussionen skal tages op nu. De vil ikke spekulere i noget, før der kommer noget mere konkret på banen.
- Før vi ser loven, så bruger vi ikke så meget tid på at interessere os for, hvad der skal ske, siger Klaus Jochumsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Men han vil gerne understrege, at dyrene, heriblandt elefanterne, er førsteprioritet for dem, og at de bestemmer, hvad der skal ske med dem. Og såfremt de skulle blive tvunget til at give afkald på de tre elefanter, så bliver det til et godt sted.
- Vi har ingen planer om at sende dem et sted hen, hvor de bliver behandlet dårligt. Vi holder af vores dyr, for pokker, og vi vil sikre os, at de kommer et rigtig godt sted hen, siger han.
- Vi vil lide et kæmpestort tab
Klaus Jochumsen forklarer også, at dyrene og elefanterne er alfa og omega for cirkusset.
- Det er en stor del af vores kerneydelse. Og hvis man pludselig fjerner den, så betyder det, at vi vil lide et kæmpestort tab, siger han og tilføjer:
- Når elefanterne dør ved naturlig afgang, så skal vi selvfølgelig satse på andre ting. Men det er klart, at vi har bygget store faste anlæg til vores dyr, og det har kostet mange penge. Udover det har vi også investeret i mange penge for, at dyrene har det godt, når vi er ude og rejse. Vi har blandt andet investeret i transportvogne og personale på området, der dagligt passer på dem. Så vi håber da, at vi kan få lov til at beholde dem, siger Klaus Jochumsen.
Han tilføjer også, at hvis det skulle vise sig at blive en kort udfasningsperiode, så vil de blive tvunget til at lave et erstatningsansvar over for staten på grund af det store tab, de kan risikere.
Dog er dyrebeskyttelsesorganisationen, World Animal Protection, af en anden opfattelse. De mener godt, at man kan lave cirkus uden vilde dyr.
- Vi mangler en deadline for, hvornår den udfasningsperiode, som politikerne vil indføre for vilde dyr i cirkus, udløber. Vi mener jo, at man godt kan lave fantastisk cirkus uden vilde dyr – det kan man jo se i blandt andet Norge, der allerede har indført et forbud. Lige nu har Cirkus Arena tre elefanter, og Cirkus Trapez har en elefant, der endda har fået dispensation fra reglerne om, at elefanter skal være i flok. Så vi synes, at det er vildt spændende, hvis politikerne ville overveje at finde penge til at finansiere nye hjem til cirkuselefanterne, siger Mikkel Tofte Jørgensen, der er pressechef hos World Animal Protection.