Telia-kunder i Østjylland ramt af fejl på master
En fejl på 3G-nettet gør, at Telia-kunder i Østjylland kan opleve problemer med at modtage og foretage opkald
Hvis du er Telia-kunde og oplever problemer med din telefon, er du langt fra alene.
Teleselskabet melder nemlig om problemer, der betyder, at kunder i Randers, Favrskov, Aarhus, Randers og Djursland, Skanderborg og Silkeborg kan have svært ved at ringe op.
Der er tale om en fejl på 3G-nettet, oplyser Rasmus Avnskjold, der er pressechef for Telia.
- Det er lidt svært at sætte tal, hvor mange, der er berørte. Det kommer an på, hvordan kundernes telefon er sat op, og der kan også være kunder med 3G, der er overhovedet ikke er berørte i området.
Ifølge pressechefen gælder problemerne et stræk nord for Randers ned til nord for Horsens.
Hvis man ikke kan modtage eller foretage opkald, er der dog hjælp at hente. 2G-nettet og 4G-nettet fungerer nemlig, og det betyder, at man selv kan gøre noget ved problemet.
- Problemet er, at de fleste telefoner har 3G som default. Hvis man oplever problemer, kan man gå ind i indstillinger og sætte sin telefon op til samtaler på 2G, siger Rasmus Avnskjold.
Han forventer, at 3G-netter er oppe i løbet af i tirsdagen
- Det er selvfølgelig dødirriterende, men der er ingen grund til panik, lyder det fra Telias pressechef.