Udsigt til mere sne og kulde torsdag
Der vil fortsat falde sne i hele Østjylland i morgen, lyder meldingen fra TV2 Vejret
Der ligger efterhånden en del cm sne rundt omkring i Østjylland, og de får formentlig følgeskab af mere sne torsdag. Sådan ser det i hvert fald ud til i vejrprognoserne.
- I morgen kommer til at minde meget om i dag. Det bliver gråt og med let snefald flere steder af varierende styrke. Fra morgenstunden vil det nok sne stort set overalt i Østjylland, siger vejrvært på TV2 Vejret, Andreas Nyholm.
Snefaldet vil med stor sandsynlighed fortsætte meget af torsdagen, men det vil heldigvis ikke føles så koldt som i dag.
- Vinden aftager nemlig en smule, men det er stadig frostvejr, siger Andreas Nyholm.
Fredag tager blæsten til igen, og her vil der bliver tilføjet yderligere et par cm til det snedækkede landskab.
I weekenden ser sneen ud til at være ovre, og i begyndelsen af næste uge – mange børnefamiliers vinterferie – ser chancerne for sol ud til at være større.