Advarer mod at forbyde spilreklamer: - Ludomanen skal nok finde et udenlandsk spil

Den danske spiludbyder Spilnu.dk mener, det er en rigtig dårlig idé at forbyde spilreklamer i TV. Det vil skubbe spillere over til udenlandske udbydere, lyder det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Medstifteren af spilnu.dk mener ikke, at man fjerner problemet med ludomani ved at fjerne spilreklamerne i TV. Foto: Spilnu.dk / Colourbox

Det skal være slut med, at reklamepauserne under for eksempel fodboldkampe er fyldt op med spilreklamer, mener flere politikere i Folketinget.

Men det er en rigtig dårlig idé, hvis man spørger Mads Peter Veiby, der er medstifter af Spilnu.dk.

- Jeg tror oprigtigt ikke på, at det hjælper noget som helst at forbyde reklamer, siger Mads Peter Veiby til TV2 ØSTJYLLAND.

I september fortalte TV2 ØSTJYLLAND om det høje antal spilreklamer, der især gør livet svært for ludomaner.

Ludomani var tæt på at ødelægge livet for 19-årige Marcus Mossalski Nielsen fra Randers, og han kalder i dag spilreklamerne for 'giften i sit liv'.

Unge som Marcus Mossalski Nielsen er blandt årsagerne til, at der nu er opmærksomhed på antallet af reklamer for betting og online-spillemaskiner på Christiansborg.

Hvis du fjerner os helt fra sendefladen, vil der bare være mere plads til dem, der opererer uden licens.
Mads Peter Veiby, medstifter, Spilnu.dk

- Jeg taler ikke allerede nu om, at de her reklamer skal forbydes. Det tager jeg ikke stilling til endnu. Men vi kommer til at forholde os til spilområdet og spilreklamer, og jeg er sikker på, vi kommer til at regulere området, for tingenes tilstand nu er uholdbar, siger Troels Ravn, der er skatteordfører for Socialdemokratiet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ender det med et forbud, mener Mads Peter Veiby fra Spilnu.dk, at det vil føre til, at flere spillere ender på udenlandske udbyderes hjemmesider.

- Hvis du fjerner os helt fra sendefladen, vil der bare være mere plads til dem, der opererer uden licens. Jeg har en række regler og love, jeg skal overholde, fordi jeg har en dansk licens, og de regler og love behøver man ikke overholde, hvis man har udenlandsk licens, siger medstifteren.

- Stor indsats ned i kloakken

Ifølge Mads Peter Veiby gør Spilnu.dk rigtig mange ting for at passe på deres spillere, så de ikke ender i ludomani.

- Vi validerer kunden og sørger for, at han kan blive nedkølet i 24 timer, hvis han pludselig spiller for mange penge, vi beder folk om at forholde sig til, hvor mange penge de vil spille for, og vi sørger for, at de bliver registreret i ROFUS, siger han.

ROFUS er Spillemyndighedens register over frivilligt udelukkede spillere. Spillerne kan selv registrere sig, hvis de vil udelukkes midlertidigt eller endeligt fra at kunne spille i Danmark.

- Alle de her tiltag, vi har gjort, kan du hælde lige ned i kloakken, hvis vi ikke må være synlige, mener Mads Peter Veiby.

- Handler om at beskytte forbrugerne

Radikale Venstre er et af de partier i Folketinget, som taler for et forbud mod spilreklamer i fjernsynet.

- Især fodboldkampe overdynges med spilreklamer, og så har man kviklånsreklamer lige op og ned ad dem. For TV-stationerne handler det jo om at få tingene til at løbe rundt, så det er lidt af en gordisk knude. Men alt andet lige så er det forbrugerne, vi som politikere er til for at beskytte, og ikke spiludbydere eller TV-stationerne, siger Kathrine Olldag, der er skatteordfører for Radikale Venstre, til TV2 ØSTJYLLAND.

En ung mand fra Randers mistede 122.000 på online-spil, og han vil reklamerne til livs.

Hun forstår godt, at Spilnu.dk gerne vil undgå, at spillerne finder vej til de udenlandske udbydere frem for at bruge de danske, men det ændrer ikke på hendes ønske om et forbud mod spilreklamer i TV.

- Der er jo masser af danskere, der sidder og spiller hos udenlandske udbydere allerede nu, fordi de så er fri for at betale afgift. Så jeg forstår godt problematikken, den er reel nok. Men den eksisterer allerede i dag, siger Radikale Venstres skatteordfører.

Derfor går partiet på den lange bane efter at løse udfordringen med de mange spilreklamer i EU.

- Men vi vil stadig gerne være med til at forbyde spilreklamer i dansk sammenhæng, for vi har et ansvar for at beskytte forbrugerne, siger Kathrine Olldag.

- Fjerner ikke problemet, kun reklamerne

Mads Peter Veiby fremhæver, at de som spiludbydere også har en interesse i at komme spilafhængighed til livs.

Der er jo masser af danskere, der sidder og spiller hos udenlandske udbydere allerede nu, fordi de så er fri for at betale afgift. Så jeg forstår godt problematikken, den er reel nok. Men den eksisterer allerede i dag.
Kathrine Olldag, skatteordfører, Radikale Venstre

- Hvis man ikke tror på, at vi har en moral, så må man tro på, at det er dårligt for vores forretning. Det skaber kraftige og uønskede udsving i forretningen, hvis der er ludomaner blandt spillerne, og ludomaner kan også være med til at skræmme investorer væk, siger han.

Han står fast på, at et forbud ikke fjerner problemet – det fjerner kun reklamerne.

- Ludomanen skal nok finde et udenlandsk spil, som han kan spille.

Skatteordføreren fra Radikale Venstre er enig i, at ludomanerne frit kan spille hos udenlandske udbydere, forbud eller ej.

- Men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget i Danmark. Det betyder bare, at vi skal gå foran, og så få lovgivningen implementeret i EU også, siger Kathrine Olldag.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her