Breddeidræt reddet i økonomisk strid om multihal: - Jeg er super glad
Økonomiudvalget i Randers har besluttet, at der alligevel ikke skal tages penge fra breddeidrætten til finansiering af den omdiskuterede Hal 4.
Den nye multihal Hal 4 bliver langt dyrere end forventet. Men hvem skal betale regningen?
Tilbage i september bragte TV2 ØSTJYLLAND historien om, at drømmen om en topmoderne idrætshal i hjertet af Randers var truet af en ekstraregning på et tocifret millionbeløb.
Dengang frygtede de lokale idrætshaller, at regningen kunne have store konsekvenser for resten af kommunens idrætsliv.
På daværende tidspunkt var der nemlig tale om, at millionbeløbet blandt andet skulle dækkes af penge fra breddeidrætten.
Men nu forslår kommunens økonomiudvalg med borgmester Torben Hansen (S) i spidsen at lede andre steder efter pengene.
- Breddeidrætten skal holdes skadesløs, så vi må finde de millioner et andet sted, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
Vækker glæde
Økonomiudvalget, der har indstillet forslaget til godkendelse i byrådet, foreslår, at man finder pengene i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2020 og de kommende år.
Læs også:
Og det vækker begejstring hos forretningsfører for Randers gymnastiske Forening, Torben Kjeldsen.
- Vi er jo enormt glade for, at det ser ud til, at der vil blive fundet en løsning uden om breddeidrætten, siger han.
Selvom glæden er stor, er det også med visse forbehold.
- Vi tager tingene, når det er endeligt besluttet, men det er da positivt, at man har fjernet det omkring breddeidrætten, siger Torben Kjeldsen.
Redder ikke hallen
En af de haller, der måske kan slippe for besparelser, er Dronningborghallen. Dronningborghallen i det østlige Randers er efterhånden ved at være godt og grundigt slidt.
Omklædningsrummene trænger til maling, loftbeklædningen bør skiftes ud, og de udvendige plader på bygningen er rustne.
Faktisk har hallen kun en levetid til 2021, og hvis den skal forlænges, skal der laves månedlige tilsyn for at sikre, at den holder.
Læs også:
Torben Kjeldsen gør opmærksom på, at selvom man ikke redder Hal 4 med midler fra breddeidrætten, er Dronningborghallens overlevelse ikke sikret.
- De har ikke besluttet noget om Dronningborghallen endnu. Det bliver der først i forbindelse med budgetforliget. Så Dronningborghallen er ikke reddet, men det med breddeidrætten betyder, at der ikke bliver taget penge til renovering af omklædningsrum osv. Og så må vi håbe, det også betyder, at man heller ikke begrænser breddeidrætten. Og giver et tilskud til, hvordan man kommer videre med Dronningborghallen, siger Torben Kjeldsen.
Byrådet i Randers Kommune skal den 7. oktober endeligt beslutte, om og hvor de ekstra penge skal findes til Hal 4.
Ifølge planen skal multihallen stå klar 9. december.