Da familie fjernede gammelt tapet, kom en uventet hilsen til syne

Under ombygningen af et hus dukkede en hilsen fra fortiden op. Nu er historien gemt på Museum Østjylland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Bag tapetet gemte denne karikaturtegning af Adolf Hitler med ordene: Skidde Adolf. Foto: Museum Østjylland / Privat

Da en familie fra Randers var i færd med en renovering af sit hus, dukkede der bag tapetet en særlig lille hilsen frem.

'Skidde adolf', står der, og budskabet er suppleret af en karikaturtegning af Adolf Hitler.

Billeder og historien om denne hilsen er nu gemt på Museum Østjylland. Foto: Museum Østjylland / Privat

- Det med at efterlade noget, er noget mennesker altid har gjort. Man ved godt, man er en del af en tid, og at tiden går, og derfor er det sjovt, at man har sat sit mærke, siger overinspektør Hanne Schamburg Sørensen fra Museum Østjylland.

Hvem, der står bag vægmaleriet med til Adolf Hitler, er uvist.

Måske var det den daværende ejer, kioskejer Børge Andersen, der fik afløb fra sin frustration, da han opførte huset i 1939/1940. Eller måske en af håndværkerne, der hjalp ham med det.

Ifølge Museum Østjylland tyder motiv og tekst i hvert fald på, at denne - knap så flatterende - hilsen er skrevet under 2. Verdenskrig. 

Og der er nok mange, der under en ombygning har fundet en 'hilsen' fra fortiden - eller måske selv har efterladt en. 

Det har nemlig ifølge overinspektøren været ret almindeligt gennem mange hundrede år - og faktisk kendes skikken med at efterlade en skjult besked helt tilbage fra oldtiden.

- I historisk perspektiv er det ikke ualmindeligt, at man har lavet en form for tidskapsel med nogle ting, et skjult budskab, tegninger eller andet. Det kan også bygge på gammel overtro, hvor man begravede en ting eller et dyr under døren for at afværge det onde, siger Hanne Schamburg Sørensen. 

Museum Østjylland har udstillinger i museumsbygninger i både Randers, Grenaa og Ebeltoft. Foto: Museum Østjylland

Familien, der fandt tegningen af Adolf Hitler, valgte at kontakte Museum Østjylland om deres fund. 

Og det sætter museet stor pris på. 

På Museum Østjylland har Hanne Schamburg Sørensen og kollegaerne nu gemt alle oplysninger og billeder af den satiriske tegning og medfølgende tekst, så det måske senere kan bruges i en udstilling.

- Nu indgår det i vores arkiv, og det kan bruges i forskellige sammenhænge. Det kan for eksempel være en udstilling om bygningskultur eller 2. Verdenskrig, siger Hanne Schamburg Sørensen.

Om familien har valgt at bevare vægmaleriet, melder historien ikke noget om.

VIDEO: Christian fra Djursland er dybt fascineret af Anden Verdenskrig. Gennem mange timers nørdet researcharbejde forbinder han fly, medaljer og mennesker. Du kan se mere om hans store samling i videoen her, der er fra oktober 2020.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her