Dårligt gående og helt bleg: Sådan har fængsling ramt dømt sosu-hjælper

Det er en tydelig ramt og påvirket Susanne Hein Kristensen, der for tiden igen forsøger at bebude sin uskyld i sagen fra Plejecenter Tirsdalen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Sådan så Susanne Hein Kristensen ud for fire år siden. I dag er indtrykket af hende noget anderledes. Foto: Arkiv

I disse dage kører ankesagen om Plejecenter Tirsdalen i Randers, hvor den forhenværende sosu-hjælper Susanne Hein Kristensen i februar fik 16 års fængsel i byretten.

Siden marts 2022 har hun siddet fængslet i Randers Arrest, og det er en fængsling, der i den grad har påvirket den nu 61-årige kvinde.

Det er tydeligt at se i Vestre Landsret, hvor sagen kører.

Her møder Susanne Hein Kristensen op flankeret af to betjente, inden hun noget vægrende sætter sig ved sin forsvarer.

Flere gange må hun støtte sig til borde og stole og er tydeligvis blevet meget dårligt gående af at sidde fængslet.

- Er det virkelig hende? Det er da slet ikke til at se, udbryder en af tilhørerne, som har fulgt sagen gennem længere tid.

VIDEO: Forstå hele sagen kort her.

Ramt på psyken

Og ja, det kan være svært at kende den Susanne Hein Kristensen, der mere end halvandet år forinden første gang sidder på anklagebænken i et grundlovsforhør sigtet for at have været skyld i forgiftninger og indlæggelser af fire beboere på Plejecenter Tirsdalen i Randers.

Hun er meget bleg og grå i sin fremtoning og virker – ligesom i byretten – utilpas i situationen.

Ifølge hendes forsvarer har den allerede lange fængsling og hele sagen da også haft store konsekvenser for hende.

- Det er en voldsomt lang periode, som har påvirket hendes psyke og velvære. Især savner hun sin familie voldsomt meget. De har et tæt bånd, så det er problematisk, har forsvareren Henrik Garlik tidligere fortalt til TV2 Østjylland.

Dommen

Susanne Hein Kristensen blev idømt 16 års fængsel ved Retten i Randers for:

1) Grov vold med døden til følge
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have givet en kvindelig beboer med lægemidlet Baclofen. Beboeren blev indlagt og afgik ved døden den 1. marts.

2) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at beboeren blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

3) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

4) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet kvindelig beboer lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.

5) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.

6) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

7) Forsøg på manddrab
Ved den 3. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

8) Forsøg på manddrab
Ved den 13. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.

9) Tyveri af medicin
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 fra Plejecenter Tirsdalen under udførelsen af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, gentagne gange at have stjålet medicin ordineret til beboerne, herunder blandt andet to pakker Combar, en pakke Mirtazapin Hexal, 2,5 diazepam-tabletter samt en pt. ukendt mængde Baclofen-tabletter.

10) Tjenestemisbrug
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have misbrugt sin stilling, idet tiltalte som beskrevet i forhold 9 fra sin arbejdsplads stjal medicin, ligesom tiltalte som beskrevet i forhold 1-8, i den hensigt at dræbe, fejlbehandlede de angivne patienter, hvilket medførte deres død eller umiddelbar risiko herfor.

11) Medicin uden recept
Ved den 14. marts 2022 cirka kl. 13.20 på egen bopæl at have været i besiddelse af 2,5 tabletter diazepam uden at være i besiddelse af gyldig recept hertil.

Desuden mister hun retten til at virke som social- og sundhedshjælper.

Kæmper for mildere straf

Lige nu har hun så udsigt til at skulle sidde fængslet i meget længere tid. Hvis det altså ikke lykkedes hende at omstøde byrettens dom på 16 års fængsel.

Den fik hun for flere tilfælde af grov vold – et med døden til følge – samt flere drabsforsøg begået mod beboere på Plejecenter Tirsdalen.

Susanne Hein Kristensen var ansat i flere år på Plejecenter Tirsdalens Afdeling Bøgen. Her boede alle de fire indlagte beboere.

De blev alle indlagt i februar-marts 2022 med uforklarlige forgiftninger og medicin i blodet, som de ikke skulle have.

En af dem afgik ved døden allerede efter den første indlæggelse, imens de resterende tre overlevede flere indlæggelser.

De er efterfølgende alle afgået ved døden

VIDEO: Flere af de pårørende til ofrene stiller op i den dokumentar, som TV2 Østjylland har lavet om sagen.

Husker intet fra kursus

I byretten blev Susanne Hein Kristensen frifundet for den groveste anklage mod hende – drab. Det gjorde hun, fordi det blev vurderet, at hun ikke havde den nødvendige medicinviden til at kunne vide, at en beboer kunne dø.

I Vestre Landsret forsøger anklageren at vise, at den dømte sosu-hjælper faktisk vidste en del om medicin. Blandt andet fra et medicinkursus hun var på i 2011.

Vi kunne nogle gange ringe syv-otte gange efter hjælp, og der kunne gå en halv time
Susanne Hein Kristensen i retten

Der er bare et problem. Susanne Hein Kristensen husker ikke meget fra det.

- Jeg kan slet ikke huske det der kursus, lyder det fra hende i landsretten.

Her ses Susanne Hein Kristensen for år tilbage. Foto: Privat

Langer ud efter ledelse

I landsretten bruger hun i stedet tid på igen at lange ud efter ledelsen på Plejecenter Tirsdalen, som hun mener ikke har taget problemer om medicinhåndtering alvorligt.

- De sidste to år savnede vi hjælpere hænder og flere med kompetencer, der kunne assistere.

- Vi kunne nogle gange ringe syv-otte gange efter hjælp, og der kunne gå en halv time, forklarer hun i retten.

Det er stadig hendes påstand, at hun er uskyldig i alle anklager imod hende.

Derfor går Susanne Hein Kristensen efter at blive frikendt i landsretten. Anklageren derimod vil have hende dømt for drab og skærpet straffen fra 16 års fængsel til livstid. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her