Hestemishandler stadig på fri fod
En måned efter, at politiet udsendte et signalement på en mulig hestemishandler, er gerningsmanden stadig ikke fundet. I mellemtiden er hestene faldet til ro igen, men det tog sin tid, fortæller ejeren.
Intet nyt er ikke altid godt nyt.
I hvert fald ikke når det handler om at finde den person, der i mindst fem tilfælde har skamferet heste nord for Randers i perioden mellem den 20. august og 5. september. En sag, som TV2 ØSTJYLLAND i flere omgange har beskrevet.
Blandt andet hvordan tre heste var blevet snittet på baglår og kønsdele med en skarp genstand, hvilket hestenes ejer Heidi Eriksen fra Bakkegården i Mejlby lidt nord for Randers fortalte om.
- Jeg synes, det er forfærdeligt. Og det er fuldstændigt sygt i hovedet, at der er nogle, som kan finde på det. Det, der også er skræmmende, er, at det er sket ved højlys dag, sagde hun i begyndelsen af september.
Forsigtig ung fyr filmet
TV2 ØSTJYLLAND var siden i kontakt med en anden hesteejer i Linde, blot et par kilometer fra Heidi Eriksen.
Hun hedder Marianne Hjorth og kunne fortælle, at hun havde videoovervågning på sin ejendom, og at hun lå inde med en video af en ung mand, der kortvarigt opholdt sig ved hendes hestefolde, mens han filmede med sin telefon.
Det var en pige, der skulle i stalden på Marianne Hjorths private opstaldning Hjorthgården, som ved et tilfælde observerede en mand bevæge sig rundt på ejendommen med en mobiltelefon i hænderne. Da hun parkerede sin bil, forduftede han dog med det samme.
Påfaldende var det, at den unge mand var filmet ved højlys dag, samme dag som en hest første gang blev skamferet hos Heidi Eriksen.
TV2 ØSTJYLLAND har set videomaterialet, som Marianne Hjorth også har overdraget til politiet.
Efterlysningen
I slutningen af september offentliggjorde politiet et signalement på en ung mand, de meget gerne ville tale med i forbindelse ned sagerne om mishandling af hestene.
Den 25. august klokken 15:20 var manden på adressen Lindegaardsvej 33 i byen Linde. Her filmede manden i en hestefold med cirka 10 heste og i en tilhørende hestestald.
Manden beskrives således af politiet:
"Mand, ca. 18-25 år, alm. af bygning, ca. 180 cm, lys i huden med mørkt halvlangt hår, iført brun trøje, sorte bukser og sorte sko med hvide såler. Han gik rundt med sin telefon i hånden og havde hvide høretelefoner i ørerne. Han bar endvidere på en flaske vand og en mindre sort taske/paraplylignende genstand."
Politiet mangler ny viden
Sagerne efterforskes af en særlig dyrevelfærdssektion under Nordjyllands Politi, og i slutningen af september sendte de en efterlysning med et signalement ud på en ung mand, der svarer til billederne af den unge mand på videoerne.
Her næsten en måned efter har efterlysningen dog ikke givet pote, fortæller politikommissær ved Nordjyllands Politi, Henrik Jensen.
Dermed har politiet på nuværende tidspunkt svært ved at komme videre med sagerne, med mindre nye oplysninger dukker op.
I andre tilfælde offentliggør politiet ind imellem overvågningsbilleder af mistænkte, men det må de ikke i dette tilfælde, forklarer politikommissæren.
Var den unge mand filmet på en af de ejendomme, hvor heste er blevet skamferet, var det måske en anden sag, men det er ikke tilfældet.
- Det kræver, at vi har en bestyrket mistanke om, at det er den samme person, der har skamferet hestene, og det har vi ikke, siger Henrik Jensen.
Kædes sammen med ældre sager
Sideløbende med sagerne fra Randersområdet efterforsker dyrevelfærdssektionen også en sag om hesteskamfering på Salling, kunne TV2 Nord fortælle i september. en sag som politiet kæder sammen med flere andre sager begået i Terndrup og Aars i 2020.
Til TV2 ØSTJYLLAND har politikommissær Henrik Jensen flere gange nævnt, at politiet undersøger den mulige sammenhæng mellem sagerne.
- Vi har kigget på sager fra år tilbage, der kan minde om, og dem tager vi selvfølgelig med i overvejelserne. Det er længere væk, men der er noget sammenligneligt i dem. sagde Henrik Jensen i september.
Ved du noget?
Hvis du ligger inde med oplysninger, der kunne være relevante i sagen, vil vi meget gerne høre fra dig.
Kontakt os på redaktion@tv2oj.dk.
Hestene er faldet til ro igen
Hos Heidi Eriksen har roen og hverdagen igen indfundet sig hos både heste og mennesker. De har ikke oplevet yderligere ubehagelige oplevelser.
- Nej, heldigvis ikke, og alle hestene har det godt. Der har været fredeligt efterfølgende, siger Heidi Eriksen, der kalder sagerne for ”noget træls noget”.
- Jeg har haft heste i 10-15 år, uden der har været noget som det her.
Sagen påvirkede lige så meget hestene som ejerne, fortæller Heidi Eriksen, men nu er hestenes adfærd blevet normal igen.
- Jeg tror, der gik en 14 dages tid, inden der blev ordentligt ro i flokken igen, og vi havde en hingst, vi var nødt til at tage fra flokken en periode, men som nu er tilbage igen, siger hesteejeren.
I begyndelsen af september fortalte hun, at hun nu ville sætte overvågningskameraer op.
Det er nu ordnet. Så skulle vanrøgteren dukke op igen, kan han eller hun om ikke andet så blive fanget på bånd.
Har man oplysninger i sagen, hører politiet fortsat gerne fra vidner. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.