Jødisk gravplads skændet: 84 gravsten overmalet
84 gravsten er enten overmalet eller væltet på den jødiske gravplads på Østre Kirkegård i Randers. En fej og ussel handling, siger borgmester.
Det var et meget trist syn, der mødte Thue De La Cour, daglig leder ved Nordre og Østre Kirkegård i Randers, lørdag aften, da han skulle hen og besigtige hærværket på kirkegården.
- Det er forfærdeligt, og det er noget, vi tager stor afstand fra, siger Thue De La Cour til TV2 ØSTJYLLAND.
'Alvorligt'
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen af det omfattende hærværk lørdag sidst på eftermiddagen.
- Vi ser meget alvorligt på det. Det er ikke drengestreger, siger vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Hos politiet er man opmærksom på, at det lørdag var præcis 81 år siden, Krystalnatten fandt sted. En nat, hvor nationalsocialister blandt andet raserede jødiske butikker, synagoger, boliger og skoler i Tyskland.
Randrusianeren Kurt Krag lægger ofte vejen forbi Øster Kirkegård, og denne søndag er ingen undtagelse. Han undrer sig i den grad over, hvem der kan finde på at gøre sådan noget ved gravstenene.
- Det er noget svineri, det er sørgeligt, og man bliver forarget over det. Det giver jo ingen mening, siger siger han.
Ved du noget?
Østjyllands Politi har indsamlet spor og er nu i gang med at efterforske sagen nærmere.
I den forbindelse vil politiet meget gerne høre fra folk, der måske har set noget. Anmeldelsen om hærværket kom lørdag klokken 15.25, men hvornår det præcist er sket, er endnu uvist.
Det Jødiske Samfund i Danmark ser med største alvor på weekendens antisemitiske hændelser - hærværk mod den jødiske gravplads i Randers og chikane mod en familie i Silkeborg.
— Det Jødiske Samfund (@Joedisksamfund) November 10, 2019
At det sker på 81-årsdagen for Krystalnatten er dybt forstemmende.#antisemitismehttps://t.co/Hzd3OoAMqM
- Vi vil meget gerne høre fra personer, der måske har set noget eller nogen deroppe. Men vi vil også gerne høre fra personer, der har besøgt stedet lørdag og derfor kan være med til at klarlægge, hvornår hærværket er sket, siger Bo Christensen.
Ifølge politiet er malingen hældt maling ud over gravstenene, men der ikke malet symboler eller skrevet tekst på dem.
Ifølge Thue De La Cour blev den jødiske gravplads på Østre Kirkegård etableret i begyndelsen af 1800-tallet. I 1980'er blev de sidste personer begravet der.
- Det er synd for dem, der bruger stedet, og det er synd for de efterladte, siger Thue De La Cour.
Krystalnatten
Natten efter 9. november 1938 flød gaderne i mange tyske byer med knust vinduesglas fra jødiske butikker, synagoger, boliger og skoler. Det knuste glas førte til navnet Krystalnatten, og datoen regnes for et vendepunkt i den nazistiske forfølgelse af jøderne, som kulminerede med holocaust og millioner af dræbte.
Borgmester: En fej og ussel handling
I en pressemeddelelse udsendt af Randers Kommune udtaler borgmester Torben Hansen (S):
- At skænde gravsteder er en fej og ussel handling, som vi her i Randers tager skarp afstand fra. Vi har en af de ældste jødiske begravelsespladser, og vi vil altid værne om den, som vi værner om alle gravpladser. Jeg håber politiet finder de skyldige.
Han fortsætter:
- Det er svært at forstå, at nogen kan finde på at begå hærværk på den måde - og dermed såre andre i vores samfund. Vores gode folk på Østre Kirkegård sørger for, at malingen bliver fjernet så nænsomt som muligt, siger borgmesteren.
Jødestjerne på postkasse
Hærværket i Randers er ikke den eneste hændelse i Østjylland denne weekend med tråde tilbage i tiden til det nazistiske Tyskland.
I Silkeborg stod ægteparret Ella og Henrik Chievitz lørdag morgen op til en ubehagelig besked.
En eller flere ukendte personer har nemlig sat et klistermærke på deres postkasse, som forestiller en gul, jødisk stjerne. Og det er præcis samme stjerne, som nazisterne i 1941 tvang jøderne til at bære synligt, så de kunne identificeres som jøder.
- Jeg synes, det er helt forfærdeligt. Jeg er så rystet. Jeg kan slet ikke forstå, at der er nogen, der kan finde på det her, sagde Ella Chievitz lørdag til TV2 ØSTJYLLAND.
Ella Chievitz er jøde og israeler. Hun slog sig ned i Danmark – nærmere bestemt Silkeborg – for 30 år siden. Hun og hendes familie har tidligere modtaget dødstrusler på Facebook på grund af deres religion, men denne gang er det gået langt over stregen, mener hun.
- Det er så grænseoverskridende, at der er nogen, der har fundet ud af, at jeg er jøde, og at de efterfølgende har fundet frem til vores adresse. Hvad er det, de vil sige med det klistermærke? Jeg synes, det er skræmmende, siger Ella Chievitz.
Klistermærket med den gule stjerne, hvor der står ”Jude” på, rammer familien ekstra hårdt. lørdag var det nemlig præcis 81 år siden Krystalnatten fandt sted.
Familien anmeldte sagen til Midt- og Vestjyllands Politi, som ser med stor alvor på episoden.