Kendt værtshus rives ned – nu er alt inventar i ejerens have

Troubadouren i Randers er lukket, men ejeren ønsker at genskabe stedet i nye lokaler. Derfor er alt fra bodegaen gemt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Sverri Blaabjerg har stort set hele bodegaen Troubadouren i et telt i haven.

Der bliver færre og færre af dem, og nu har Randers mistet endnu et. De brune værtshuse er ikke så populære som for år tilbage. Senest er bodegaen Troubadouren i den nordlige del af byen lukket, men ejeren Sverri Blaabjerg giver ikke op.

Jeg er både lettet over afklaringen, men samtidig er det da vemodigt.
Sverri Blaabjerg, ejer, bodegaen Troubadouren, Randers

Han håber på at finde nye lokaler til at åbne bodegaen andetsteds med den tidligere bestyrer som ny kvinde i spidsen for stedet.

- Jeg havde gerne kørt bodegaen videre som hidtil, men det kunne ikke lade sig gøre. Nu håber jeg på, at det kan lykkes at åbne i Troubadourens ånd et nyt sted. Det er ærgerligt, hvis der ikke er plads til værtshusene længere, siger Sverri Blaabjerg til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er fyldt med effekter fra Troubadouren i Sverri Blaabjergs forhave. 

Skal være en stor Fakta

Indtil for en uge siden lå Troubadouren på Glentevej, men nu er lokalerne snart fortid. De skal rives ned for at gøre plads til en udvidelse af den Fakta-butik, der hidtil har ligget som nabo.

En beslutning som både ærgrer Sverri Blaabjerg, men som også kom som en form for befrielse.

- Hvis ikke planerne var kommet, havde jeg selvfølgelig kørt Troubadouren videre som hidtil. Men i 2,5 år har jeg gået rundt i uvished i forhold til, hvad der skulle ske. Så jeg er både lettet over afklaringen, men samtidig er det da vemodigt, siger han.

Drømmen er så nu at finde et nyt sted til den kendte bodega. Han er sammen med den tidligere førstedame i fuld sving med at lede efter egnede lokaler.

Det er et lidt andet syn, der nu møder en ved Troubadourens tidligere lokaler i Randers Nordby. 

Skal måske sælge ud af effekter

Og så har han altså opmagasineret nærmest hele Troubadouren i et telt i forhaven.

- Alt fra værtshuset er pillet ned, og det fylder godt nok. Hvis ikke det lykkes at finde et nyt sted inden 1. august, må jeg sælge ud af effekterne, forklarer Sverri Blaabjerg.

Håber vi ses igen, og at Troubadourens ånd kører videre et andet sted, stedet vil blive savnet.
Gæst på Troubadouren

Troubadourens Facebook-side fremgår det tydeligt, at bodegaen har været samlingssted for mange.

Da lukningen blev en realitet, flød siden over med minder fra stedet.

Flere af stamgæsterne har desuden været med til at pakke inventaret fra bodegaen ned.   Foto: Privat

'Altid mødt med venlighed'

- Vi har brugt noget tid og penge ovre ved dig, Sverri. Jeg har haft mange skønne timer der, lød det blandt andet fra en gæst.

- Man er altid blevet mødt med venlighed hos jer. Tak for julespillejobs, supplererede en anden, der altså også har optrådt på bodegaen.

- Håber vi ses igen, og at Troubadourens ånd kører videre et andet sted, stedet vil blive savnet, ønskede en tredje.

Om bønnen hos sidstnævnte bliver hørt, vil fremtiden vise.

VIDEO: Coronakrisen har presset barerne yderligere. Afstandskrav har blandt andet skabt udfordringer, der i maj gjorde, at flere ejere var i tvivl, om de ville åbne. Indslaget er fra den 9. maj. 

'Adfærden har ændret sig'

Sverri Blaabjerg håber det i hvert fald, for han finder det synd og skam, at de såkaldte 'brune værtshuse' er så pressede.

- Adfærden hos folk har ændret sig. Hos os var der ofte ikke særligt fyldt om aftenen, og de unge kom der ikke mange af. De synes, det er sjovere at gå på café og give 26 kr. for en lille kop kaffe. Den trend må da gå over, griner ejeren.

Han forudser, at der kun er færre værtshuse om 10-15 år, men han tror dog på, at nogle nok skal overleve.

- Men man skal ikke drive værtshus for at tjene penge. Der er ikke guld i dem, man skal gøre det med hjertet, slår Sverri Blaabjerg fast.

Sverri Blaabjerg drømmer om at se Troubadouren drevet videre i nye lokaler. Allerede i den her uge skal han kigge nærmere på et muligt lejemål. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her