Lokal købmand i rørende gestus - vil hjælpe 'sin familie' videre
En lokal købmand, der må dreje nøglen rundt, kæmper lige nu for at få sine ansatte i nye jobs
Hvis alle arbejdsgivere var som Michael Jensen fra Kristrup i det sydlige Randers, ville der være formentlig ikke findes utilfredse medarbejdere.
Michael Jensen er i disse dage ved at sige farvel til sine kunder og sine medarbejdere, da den lokale Spar-købmand, som han har været ansvarlig for, er blevet tvunget til at lukke.
Den lokale købmand kan dog ikke leve med tanken om, at hans ansatte skal sendes ud i ingenting.
- Det er blevet familie. De betyder sindssygt meget for mig. Jeg vil fan'me have det skidt, hvis det ender med, at de ikke har noget at lave, når vi er færdige, siger Michael Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han var selv meget berørt, da han tidligere på ugen skulle informere de ansatte om, at de blev opsagt.
- Jeg går på arbejde hver dag, og det føltes som den længste gåtur, jeg nogensinde har haft, da jeg skulle fortælle det til mine medarbejdere. Der røg nok lige en eller to på vej op ad Grenåvej. Det vil jeg ikke lyve om, lyder det fra Michael Jensen.
Købmand vil sælge ansatte
Følelserne for de ansatte har fået Michael Jensen til tasterne på Facebook.
I et offentligt opslag fra Spar Kristrup kan man således læse følgende: 'Det vil betyde alverden for os, hvis I vil hjælpe os med at finde nye jobs til vores fantastiske personale'.
I opslaget er der otte billeder, ét for hver af de ansatte i butikken, samt en beskrivelse af de enkelte medarbejdere.
Om kasseassistenten står der: 'Danmarks bedste assistent! Ann har været i butikken i 20 år og kan alt på gulvet. Hun og hendes sociale væsen er kendt og elsket af kunder og medarbejdere'.
Josefine Drejer Andersen, der nu er tidligere elev i Spar i Kristrup, havde fire måneder tilbage som elev, da hun i denne uge fik meldingen om, at Spar-butikken lukker.
- Det var rigtig ærgerligt. Jeg vil selvfølgelig bare gerne have afsluttet de sidste fire måneder her i butikken, siger hun og fortsætter:
- Jeg synes, det er fantastisk gjort af ham, at han vil sende os videre og sørge for, at vi kommer ordentlig afsted.
Overvældende reaktion
TV2 ØSTJYLLAND har fredag besøgt Spar-købmanden i Kristrup, og det er tydeligt, at Michael Jensen holder af sine ansatte.
- Det er en lille butik, og man kender kunderne på en anden måde, og man får et helt andet forhold til sine medarbejdere. Det sammenhold, der har været her mellem medarbejderne, kan jeg slet ikke beskrive.
Af samme grund er Michael Jensen meget, meget glad for - og meget overrasket over - reaktionen på hans facebookopslag.
Det er nemlig blevet delt flere end 600 gange, og folk fra nær og fjern har forholdt sig til det.
'Jeg er helt paf af beundring for dette varme, oprigtige, respektfulde og fantastiske opslag! Jeg kommer helt til at holde af de kære mennesker der nu er på jobjagt - og ønsker nu alt det bedste for dem', skriver Rikke Holgersen Feld fra Stevnstrup.
'Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har set. Får sgu helt tårer i øjnene, skriver Matti Gråbæk Knudsen, der også bor i Spentrup.
'SPAR i Kristrup bliver savnet, ingen tvivl om det. Trods lukning har købmand Michael gjort det så godt for sine kunder. Dette opslag viser så, hvilket format han har. God stil', skriver Sanne Kolby fra Randers.
Missionen lykkes måske
Michael Jensen sætter pris på lovordene, men mest af alt er han glad for, at flere arbejdsgivere har henvendt sig som en konsekvens af opslaget.
Det betyder, at flere af de nu tidligere ansatte i Spar i Kristrup skal til samtale andre steder. Bilka har tilbudt at ansætte alle servicemedarbejderne fra butikken. Delikatessedamen har fået tre opkald om jobsamtaler.
- Det er sindssygt dejligt. Folk har taget godt imod det. Jeg håber, det ender med, at det lykkes, lyder det fra en rørt købmand.