Østjylland får ny naturnationalpark: - Jeg er pænt glad

Sjældne insekter, store vilde græssende dyr og rådnende træer vil i fremtiden være at finde i Fussingø Naturnationalpark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Video: Store græssende dyr, urørte løvskove og masser af plads til, at vilde dyr og planter kan trives. Det er målet med Danmarks første naturnationalparker. Én af dem skal etableres i Fussingsø vest for Randers.

Regeringen indgik fredag sammen med støttepartierne De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet en aftale, der skal sikre mere vild og sammenhængende natur i Danmark.

Blandt andet ved den nye naturnationalpark ved Fussingø. I alt er 800 hektar - svarende til 1600 fodboldbaner - sat af til naturen.

- Det er det allerførste skridt mod en vildere dansk natur, så jeg er pænt glad for at sige det mildt. De første 20 kvadratkilometer rykker ikke noget, men hvis der kommer 15 naturnationalparker, så begynder det for alvor at rykke, siger Morten DD Hansen, der er biolog og leder af Naturhistorisk Museum.

- Det er det første spæde skridt på forhåbentlig en lang fed udvikling.

Naturområdet ved Fussingø ligger vest fra Randers. 

Råddent træ er mad

Naturnationalparken bliver sammen med én anden i Nordsjælland den første af sin slags i Danmark.

 I alt er 20 millioner sat af til at bringe den vilde natur tilbage til Fussingø.

Det skal ske ved, at mennesket stopper med at regulere skovvæksten i området. Træer skal ikke længere fældes, men have lov at vokse sig gamle og krogede. Og når træer dør og vælter, skal de have lov at blive liggende i skovbunden og rådne. Det skal skabe større biodiversitet:

- Det er mad for en hel masse dyr, og mange af dem er faktisk helt vildt sjældne, forklarer Peter Brostrøm, der er skovrider i Naturstyrelsen og arbejder med Fussingø.

Omtrent i det område, der her er markeret, skal Naturnationalpark Fussingø ligge. Ideen er, at der er i naturnationalparken skal være adgang for offentligheden. 

Vilde heste eller hjorte

På samme måde skal tidligere marker i den nye naturnationalpark også fremover have lov at passe sig selv.

I stedet for at mennesker dyrker og slår markerne, vil politikerne indsætte store græssende dyr.

Om det bliver vilde heste eller et hjortedyr af en art er på nuværende tidspunkt endnu ikke afgjort.

Naturnationalpark ved Fussingø vest for Randers 

  • Parken skal rumme et varieret græsningslandskab med urørt løvskov, artsrige overdrev, enge og småsøer.
  • Der skal etableres hegn til græssende dyr i parken, som kan bidrage til at holde naturen lysåben.
  • Naturnationalparken bliver på omkring 800 hektar.
  • Her afsættes 20 mio. kroner til at forberede etableringen af naturnationalparken.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her