Pårørende om kritik af plejehjem: - Jeg er rystet og ked af det

Iben Jensens far bor på demensplejehjemmet Huset Nyvang i Randers, og hun er rystet over, at plejehjemmet nu får ny kritik i en undersøgelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Iben Jensen er langt fra tilfreds med, at der ifølge en tilsynsrapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat er problemer med behandlingen af de ældre på Huset Nyvang i Randers. Foto: TV 2

- Jeg er rystet og rimelig ked af det.

- Ifølge det vi har fået oplyst (fra ledelsen og Randers Kommune, red.), så skulle der have været styr på en hel masse ting nu, og det er der tydeligvis ikke, siger Iben Jensen efter at have læst en tilsynsrapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen har i oktober været på tilsynsbesøg på demensplejehjemmet Huset Nyvang i Randers.

Iben Jensens far, 91-årige Niels Christian Nielsen, bor på Huset Nyvang og var en del af TV2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden'. Dokumentaren påviste en særdeles mangelfuld pleje af Niels Christian Nielsen.

Derfor er Iben Jensen ked af at læse i tilsynsrapporten, at der stadigvæk er problemer på stedet:

- Jeg er lidt rystet over, at man ikke er kommet videre, og at man stadigvæk ikke yder den hjælp og omsorg for vores ældre. Det gør én noget utryg, siger Iben Jensen.

Tilsyn: Medarbejdere talte hen over hovedet på borger

Styrelsen påtaler 14 punkter, og blandt de største mangler på plejehjemmet er sikring af borgernes livskvalitet, værdighed og trivsel samt manglende metoder og arbejdsgange for at undgå magtanvendelser. Ligesom de pårørende er utrygge:

- Under tilsynet blev det observeret, at en borger opsøgte hjælp og blev urolig, men at ingen medarbejdere reagerede. Det blev endvidere observeret, at nogle medarbejdere smækkede med dørene og havde samtaler hen over hovedet på en borger, ligesom borgeren blev omtalt i tredjeperson frem for at blive inddraget i samtalen, lyder det blandt andet i tilsynsrapporten fra Huset Nyvang.

Pårørende: Man kan stadig opleve en dårlig tone

Iben Jensen kan nikke genkendende til tilsynets observationer:

- Det er jo også det, vi oplever, når vi kommer på besøg - at borgere, der har en urolig adfærd, de bliver ikke mødt, og man tager ikke hånd om dem, siger Iben Jensen.

- Man burde som minimum kunne tale pænt og opføre sig ordentligt og være lydhør, når de beder om hjælp, fortsætter hun.

Det hele er dog ikke kritik. Ifølge Iben Jensen er der sket forbedringer med hensyn til opkvalificering af personalet:

- Jeg har en lille fornemmelse af, at fagligheden er højnet ved nogen, men der er ikke ved alle.

- Der er nogen, der gør deres arbejde rigtig godt, men man kan stadigvæk opleve, at der er en dårlig tone, når man kommer derind, siger Iben Jensen.

Byrådspolitiker forlanger formand udskiftet

Byrådspolitiker og medlem af omsorgsudvalget, Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten), har fået nok efter den nye kritik af plejehjemmet.

- Det her er rigtig alvorligt. Der er betydelig risiko for, at borgerne ikke får den hjælp og støtte, de har krav på. Det er ikke værdigt og helt uacceptabelt, siger Kasper Fuhr Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han har nu mistet tilliden til forvaltningen, ledelsen på Huset Nyvang og udvalgsformanden i omsorgsudvalget, Fatma Cetinkaya (S).

- Jeg mener, at vi bør finde en anden udvalgsformand, og så skal vi have kigget på, om det er den rigtige ledelse, der er på stedet og højere oppe. Det mener jeg ikke, det er, siger politikeren. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her