Pengeregn over lille landsby: - Det er fuldkommen vanvittigt
Øster Bjerregrav Aktivitetspark har fået tilsagn om samlet set to millioner kroner til en ny cykelbane og skatepark. Det er afgørende for landsbyen, lyder det fra foreningens formand.
Det har intet mindre end regnet med penge over aktivitetsparken i landsbyen Øster Bjerregrav ved Randers de seneste dage.
I sidste uge fik foreningen bag parken tilsagn om 250.000 kroner til en cykelbane. Onsdag rullede der én million kroner ind til både cykelbane og skatepark. Og i morges åbnede foreningens formand så sin mail til nyheden om yderligere 750.000 kroner til projektet.
I alt to millioner kroner.
- Det er fuldkommen vanvittigt for at sige det på godt jysk. Vi er helt blæst bagover og havde slet ikke turdet tro på det, før beskeden kom, og det ikke var et afslag, siger Bjarke Havmand Nordentoft, formand for foreningen for Øster Bjerregrav Aktivitetspark.
Det fedeste sted
Pengene kommer fra Salling Fondene, Nordea Fondene og A.P. Møller Fonden og skal altså bruges til at udvide Øster Bjerregrav Aktivitetspark med en såkaldt pumptrack-bane, der kan bruges af både cykler, skateboards, løbehjul og rulleskøjter, og en ny beton skatebane.
- Der er ingen tvivl om, at de her penge løfter projektet fra at være et lokalt projekt til at blive et regionalt projekt til gavn for både familier, unge og skatemiljøet i Øster Bjerregrav og omegn, siger Bjarke Havmand Nordentoft.
Øster Bjerregrav Aktivitetspark kan allerede bryste sig af at have Randers’ største legeplads. Med den nye cykelbane og skatepark håber foreningen på at kunne tiltrække endnu flere til parken.
- Det bliver det fedeste sted at tage hen med familien, og så kommer det til at kunne understøtte hele street – og skatemiljøet, der får et sted at mødes i Randers Kommune, siger Bjarke Havmand Nordentoft og fortsætter:
- Det vil også betyde vanvittigt meget at få vores by på kortet.
Drevet af frivillige kræfter
Øster Bjerregrav Aktivitetspark er drevet udelukkende på frivillige kræfter.
Mellem 20-30 frivillige står for at drive parken, mødes til flere årlige arbejdsdage og har blandt andet bygget parkens nuværende skaterampe. Derudover byder flere andre lokale til, når de har tid og lyst.
- Det der vejer tungest for os, er den glæde det giver. Det, det gør for vores by og område, det er guld værd, siger Bjarke Havmand Nordentoft.
Næste skridt for aktivitetsparken er at få byggetilladelser og godkendelser på plads, og så håber foreningen, at de kan gå i gang med cykelbane og skatepark d. 1. april og være færdig til sommer.