Efter fyringer af hospitalsledelse: Nu fratræder regionsdirektør
Direktør for Region Midtjylland, Jacob Stengaard Madsen, fratræder efter fyringer af to fra hospitalsledelse
Det vakte opsigt, da det for lidt over en uge siden kom frem, at to fra ledelsen på sygehuset i Viborg fratrådte deres stillinger, som også indebar opgaver i Silkeborg og Hammel. Nu stopper direktøren for regionen.
Det sker efter et møde i regionens forretningsudvalg, hvor medlemmerne efter en redegørelse for forløbet valgte at kigge mod direktøren Jacob Stengaard Madsen.
- I kølvandet af personalesagen er der blevet sat fokus på ledelsesmæssige udfordringer, herunder samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere. Forretningsudvalget ser med alvor på disse ledelsesmæssige udfordringer, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
- Jacob Stengaard Madsen har gennem de seneste 3 år leveret en stor indsats i Region Midtjylland, men Forretningsudvalget finder, at der skal en anden profil til at lede regionen fremover, lyder det videre.
Skaber utryghed og usikkerhed
I pressemeddelelsen fremgår det, at det er efter gensidig aftale, at direktøren stopper. Ifølge regionrådsformand Anders Kühnau (S) er det ikke blot den seneste personalesag, der betyder, at Jacob Stengaard Madsen stopper.
- Det er et enstemmigt forretningsudvalg, der efter at have hørt redegørelsen har besluttet det. Og det er ganske rigtig sket i kølvandet på den seneste sag, men der er store og dybe udfordringer i samarbejdet mellem ledelse og ansatte, som går flere år tilbage, siger formanden til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi skal have genskabt det gode samarbejde, og det arbejde har vi besluttet, at en anden direktør skal stå i spidsen for, fortsætter han.
Før det er nået så vidt, har der udover, hvad mange mener var fyringer af de to fra hospitalsledelsen, hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen, også været massiv kritik fra de ansatte.
- Man møder som medarbejder op på arbejde og kan via medierne konstatere, at ens ledelse er blevet afskediget. Det er ikke ordentligt, og det skaber utryghed og usikkerhed.
Skulle tage en tænkepause
Sådan lød det torsdag fra næstformand i regionens medarbejderudvalg, Anja Laursen, efter at samtlige medarbejderrepræsentanter i det overordnede samarbejdsudvalg i Region Midtjylland forlod et møde i protest mod direktionens ledelsesstil.
Det skete kort efter fyringerne i ledelsen, som blev eksekveret af den nu afgående direktør.
Da medarbejderne torsdag forlod mødet, var det med en opfordring til direktionen. At den skulle tage en tænkepause.
- Vi har behov for en tilkendegivelse fra direktionen, om at man som medarbejder kan komme med sit faglige input. Vi er fuldstændig bevidste om, at det er ledelsens ret at hyre og fyre, men måden, det har foregået på, skaber utryghed og usikkerhed for medarbejderne, sagde Anja Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.
Anders Kühnau har været ude og slå fast, at medarbejderne ikke behøver at føle sig utrygge.
Søger efter ny direktør
- Det er rigtig vigtigt for mig at få sagt helt entydigt til medarbejderne, at de selvfølgelig kan ytre sig. Vi har ytringsfrihed i Region Midtjylland. Det må der aldrig blive sået tvivl om, har han tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND.
Siden har der været holdt flere krisemøder mellem politikere, ledelse og øvrigt sygehuspersonale. Nu er det så altså endt med, at direktøren Jacob Stengaard Madsen stopper.
Koncerndirektør Christian Boel konstitueres som regionsdirektør, med forbehold for regionsrådets godkendelse.
Stillingen slås op hurtigst muligt, og frem til ansættelsen af en ny regionsdirektør vil Region Midtjyllands direktion bestå af to direktører, Christian Boel og Ole Thomsen.
TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med Jacob Stengaard Madsen, der ikke ønsker at udtale sig.