Historisk: Ambulancer skal være grønne
Inden for en årrække skal ambulancerne i Region Midtjylland ikke længere køre på fossilt brændstof. Det vil ikke gå ud over sikkerheden, lover regionsrådsformand.
Hvert år er ambulancer og sygetransporter i aktion mere end 100.000 gange i Region Midtjylland. Men forestil dig, at køretøjerne suser derudaf helt uden motorstøj eller udstødningsgasser, der forurener luften.
For første gang nogensinde vil Region Midtjylland kræve, at ambulancer og sygetransporter inden en årrække ikke længere kører på fossilt brændstof - i takt med udviklingen på området. Det vil blive skrevet ind i udbudsmaterialet, når ambulancedriften i regionen i fremtiden gennemfører udbud på ambulancedriften.
- Vi vil rigtig gerne som region bidrage til den målsætning, som et stort flertal i Folketinget har vedtaget med en ny klimalov i forhold til at nedbringe udledningen af drivhusgasser, siger regionsrådsformand, Anders Kühnau, Soc. Dem, til TV2 ØSTJYLLAND.
1. næstformand i Region Midtjylland, Hanne Roed, Radikale Venstre, mener, det er naturligt, at ambulanceberedskabet bliver inddraget i den grønne omstilling.
- Vi (regionen red.) er en stor spiller. Det er godt, at vi forsøger at gøre transport mere grøn, for det er en af de helt store klimasyndere, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Lover ambulancer til tiden
Ambulancedriften i Region Midtjylland sendes næste gang i udbud i 2020. Allerede fra december 2021 vil udgangspunktet, ifølge regionen, være dieseldrevne køretøjer, som overholder den højeste norm for begrænsning af udledning.
I 2026 skal sygetransporter, ifølge regionen, i videst muligt omfang kan udgøres af køretøjer, der er ikke-fossilt drevne - for eksempel eldrevne køretøjer.
Og i 2031 vil det samme gælde for de ambulancer, der kommer borgere til hjælp, når de ringer 112.
Politikerne i regionen erkender, at der er tale om en omfattende udskiftning af den teknologi, der findes i dag. Men de lover ikke at gå på kompromis med sikkerheden - ambulancerne skal komme til tiden.
- Det vigtigste er, at ambulancerne altid kan køre. Og at de kan køre de afstande, de skal. Der er teknologien ikke helt moden endnu. Men når, den er, vil vi udskifte hele vores flåde, siger regionsrådsformand, Anders Kühnau.
Hanne Roed er enig i, at sikkerheden er vigtigst. Men hun melder sig også klar til at indfase de grønne ambulancer hurtigere, hvis teknologien tillader det.
- Det er derfor, vi i første omgang har fokus på de planlagte transporter. Men hvis vi får en god rækkevidde på ikke-fossilt brændstof, der ikke er et kompromis med sikkerheden, så mener jeg, at det skal indfases fuldt - også a-kørsler, siger Hanne Roed.
Hans Christian Strikert, der er ambulancebehandler i Region Midt, er glad for, at regionen følger udviklingen, så længe der tages højde for en række ting såsom ambulancetjenestens arbejdsrum, kørekomfort og rækkevidde.
- Vi skal have plads til at behandle vores patienter rigtig godt, og patienterne skal også ligge godt. Hvis man kan forene alle de her ting og gøre det grønnere, er det perfekt, men det er noget, man skal tage rigtig meget hensyn til undervejs.
Ambulancedriften i Region Midtjylland sendes i udbud hvert femte år. I øjeblikket køres ambulancerne i regionen af Falck Danmark, Responce og Samsø Redningskorps.