Ny bank med blod og prøver fra mund skal bidrage til corona-vaccine

Prøver fra 6000 coronasmittede danskere skal give forskere mere viden om corona og bidrage til vaccine.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Regionerne etablerer en biobank med blod- og podningsprøver fra coronasmittede danskere.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Formålet er at indsamle data fra 6000 coronasmittede og stille data til rådighed for forskere.

- I bedste fald kan de mange oplysninger give viden om, hvordan sygdommen udvikler sig hos patienter og bidrage til en vaccine mod coronasmitte, siger professor Estrid Høgdall fra Regionernes Bio- og Genombank.

Billedet her er taget for at illustrere, hvordan sundhedspersonale tager prøver fra folks svælg for at finde ud af, om de er smittet med coronavirus, covid-19.

Nogle bliver hårdere ramt

Håbet er også, at data kan kaste lys over, hvorfor nogle smittede bliver hårdere ramt end andre.

- Vi ved desværre alt for lidt om, hvorfor nogle, der ellers er raske, bliver mere alvorligt syge af Covid-19 end andre.

- Vi ved for eksempel ikke, om de alvorligt syge har særlige gener, der har betydning, siger Estrid Høgdall.

Biobanken er blevet etableret med ekspresfart i løbet af en uge.

På nuværende tidspunkt er de første prøver fra sygehuset i Aalborg frosset ned.

Arbejdet haster

Danske Regioners næstformand, Ulla Astman (S), siger, at arbejdet haster.

- Prøver skal nu fryses ned i stort omfang. Flere skal testes nu, og jeg er sikker på, at mange patienter er glade for, at de kan hjælpe.

- Vi ønsker alle sammen at afbøde virkningerne af den her pandemi, der giver både befolkningen og sundhedsvæsenet store udfordringer, siger hun.

Indsamlingen af data sker i samarbejde med Den Nationale Biobank under Statens Serum Institut.

Regionerne har givet myndighederne håndslag på, at de nu kan nå op på at teste 5000 personer om dagen for coronasmitte.

Indtil videre er mindst 24.175 danskere blevet testet for coronavirus. Testene har ført til 2860 bekræftede tilfælde af coronasmittede borgere.

529 personer er indlagt på landets sygehuse, og af dem er 145 på intensiv afdeling. Heraf er 131 så syge, at de er i behandling med respirator.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her