Overlæge afskediget efter sag om kræftpatienter: - Kritik har fået mig fyret
Ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg, Ulrich Fredberg, er blevet afskediget.
- Det er ikke overraskende, at jeg står i den her situation, men grunden overrasker mig, fortæller Ulrich Fredberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Tirsdag blev den ledende overlæge på Diagnostisk Center på Hospitalsenhed Midt i Silkeborg, Ulrich Fredberg, afskediget ved et møde med hospitalets ledelse.
- I hospitalsledelsen er vi enige om, at Ulrich Fredberg gennem årene har gjort en stor indsats for Diagnostisk Center. Både Ulrich og vi ser nu fremad, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt, i en pressemeddelelse tirsdag aften.
Hospitalsledelsen har taget dette skridt på grund af omfattende samarbejdsproblemer i en sag, hvor en række patienter ikke er blevet tilbudt den rigtige skanning for lungekræft.
Mindst 93 patienter skal nu indkaldes til ny skanning for lungekræft, fordi Region Midtjylland ikke er sikre på, om de er udredt ordentligt.
Ulrich Fredbergs afdeling har tilbudt patienter med beskedne symptomer på lungekræft en såkaldt lavdosis CT-scanning, velvidende om at det siden april 2019 har været imod Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
De kræver en fuld CT-scanning af patienterne for at kunne opspore, hvorvidt patienten har lungekræft.
- Det er et meget trist forløb – i alle henseender. Patientsikkerheden har været i fare, vi har haft samarbejdsproblemer med Ulrich Fredberg, og nu skal vi til at have en alvorlig samtale. Så der er ingen vinder i denne her sag, sagde Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt, til TV2 ØSTJYLLAND inden mødet i tirsdag.
Fredberg anlægger sag
Efter mødet blev parterne enige om en fratrædelsesaftale. Samarbejdet stod ikke til at rede, fortæller Ulrich Fredberg.
- Der var ikke så meget at diskutere. Det er noget, jeg har kunnet mærke igennem lang tid, at det var på vej, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Ulrich Fredberg er så utilfreds med hospitalsledelsens håndtering af hans afskedigelse, at han anlægger sag mod hospitalsledelsen, skriver Midtjyllands Avis.
Ifølge avisen skyldes sagsanlægget primært en pressemeddelelse, som hospitalsledelsen sendte ud mandag aften, dagen inden den formelle afskedigelse. I pressemeddelelsen beskyldes Ulrich Fredberg blandt andet for illoyalitet og for at have bragt menneskers liv i fare.
- Den pressemeddelelse indeholder så mange angreb på min person og så mange urigtigheder, at det bliver en sag, som Foreningen af Speciallæger vil gå videre med, og jeg må også sige, at den pressemeddelelse indtil nu har været det værste, jeg har oplevet i denne sag, siger Ulrich Fredberg til Midtjyllands Avis.
Alle bryder retningslinjerne
Den ledende overlæge og politiker for Venstre anerkender, at lavdosis-skanningerne har været et brud på Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men afviser alligevel kritikken.
Han mener, at det er almindeligt, at der tilbydes lavdosis CT-scanning.
- Alle hospitaler bryder retningslinjerne – det er der ingen tvivl om. De overholdes ingen steder, for ingen har mulighed for at opfylde retningslinjerne i forhold til kapaciteten, sagde Ulrich Fredberg tidligere i dag til TV2 ØSTJYLLAND.
Spørger man den ledende overlæge Ulrich Fredberg er sagen personlig – og ikke faglig:
- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har kritiseret ledelsen, og de har målrettet forsøgt at få mig fyret, siger overlægen.
Men det afviser hospitalsledelsen blankt.
- Det er ikke nogen hetz. Det handler om patienternes tarv, men samarbejdsproblemerne har selvfølgelig ikke gjort sagen lettere, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt.
Overlæge: Vi har landets bedste udredningsforløb
Ulrich Fredberg anerkender, at en fuld CT-scanning er bedre end en lavdosis CT-scanning til at opspore lungekræft.
Men siger, at andre hospitaler ikke engang laver CT-scanninger i alle de tilfælde, som de gør ved Diagnostisk Center i Silkeborg.
- Faktisk er det Silkeborg, der laver flest CT-scanninger. For andre steder laver de røntgen af lungerne, siger han og uddyber, at mens en fuld CT-scanning opsporer 99 procent lungekræfttilfælde, er det 95 procent for lavdosis CT-scanning og kun 75 procent for røntgen.
Hvorfor ikke give fuld CT-scanning til alle, når det er den bedste opsporing?
- Det har jeg ingen modvillighed imod, men det er ikke det, de praktiserende læger beder om, og hvis vi skulle give det til alle, så ville ikke have kapaciteten.
Og Ulrich Fredberg holder på, at hans afdeling har landets bedste udredningsforløb for lungekræft.
Læs også:
- Vi har ganske enkelt de bedste resultater på området, siger Ulrich Fredberg til TV ØSTJYLLAND.
Kræftens Bekæmpelse er ked af det
Afdelingen har da også fremvist flotte resultater på opsporing af lungekræft i den tidlige fase og har fået stor ros netop for sine lavdosis CT-scanninger ved patienter med vage symptomer.
Blandt andre af Kræftens Bekæmpelse i 2018:
- Alle patienter med lungekræft har krav på at få stillet en diagnose så hurtigt som muligt, uanset hvor de bor henne. Så når det i Silkeborg går så godt med den tidlige diagnostik, bør det give anledning til, at man politisk og på det lægefaglige plan drøfter, hvordan man andre steder i landet kan opnå lignende resultater. Det skylder man patienterne, fastslog Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse på organisationens hjemmeside.
Men om dagens nyhed siger Kræftens Bekæmpelse:
- Jeg er ked af det og bekymret, fordi det lader til, at det er gået udover nogle patienter, siger Kirsten Halskov Madsen, der er formand for Regionsudvalget for Kræftens Bekæmpelse i Region Midt, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge hende skal man med lungekræft handle hurtigt, og derfor kan den forkerte udredning have haft konsekvenser for nogle.
- Det må være skrækkeligt for patienterne at have været igennem noget, hvor de har haft tillid til, at diagnosticeringen var i orden og så var den det ikke alligevel. Det er svært at vende tilbage og starte forfra, fordi vi ved med lungekræft, at man skal handle hurtigt, siger hun.
Regionshospital gennemgår 625 patienters forløb
På baggrund af sagen om både mangelfulde scanninger bliver 625 patienters forløb nu gennemgået i en intern undersøgelse af regionshospitalet, der skal afleveres til Styrelsen for Patientsikkerhed til sommer.
- Jeg beklager rigtig meget over for de patienter, der nu bliver indkaldt til ekstra undersøgelser med den nervøsitet og den uro, det giver. Men vi prioriterer patientsikkerheden rigtig højt, og vi har haft svære samarbejdsproblemer med Ulrich Fredberg, sagde Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt, tidligere i dag.
Ulrich Fredberg fortæller, at han kommer til at savne kollegaerne og arbejdsånden, som er på Silkeborg Sygehus.
- Det vil jeg komme til at savne. Og jeg vil følge med i, at man behandler sygehuset ordentligt. Det vil jeg arbejde på i regionsrådet, det lover jeg, siger Ulrich Fredberg.
Hvad han nu skal lave, det ved han ikke.
- Jeg skal ud og have et nyt job. Jeg må se, hvad der byder sig. Det bliver svært at finde et, som er ligeså inspirerende, som det jeg har haft de sidste 23 år, siger Ulrich Fredberg.
Hospitalsledelsen vil vi onsdag være til stede og tage dialogen med medarbejdere og ledere på Regionhospitalet Silkeborg.