Medlemmer af kommunens omsorgsudvalg: Alle bør se optagelserne fra Kongsgården

Flere medlemmer af Aarhus Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalg mener, at offentligheden skal have lov til at se de skjulte optagelser fra omdiskuteret plejehjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Billedet her er taget ude foran Plejehjemmet Kongsgården, der de seneste dage er blevet stærkt kritiseret af pårørende til nogle af stedets beboere og tidligere beboere.

- Det er en dybt bekymrende sag om offentlig omsorgssvigt, som har været der i rigtig lang tid.

Sådan beskriver Lone Norlander Smith, der er medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget i Aarhus Kommune for Enhedslisten, de historier, der de seneste dage er kommet frem om plejehjemmet Kongsgården i Viby.

Lone Norlander Smith.

Hun mener, at alle bør have lov til at se de skjulte optagelser fra plejehjemmet, som TV 2 har lavet til en dokumentar - og som der lige nu er nedlagt et forbud mod at vise, da Aarhus Kommune mener, at der er sket krænkelser af borgeren.

Hun mener, at man kan sidestille optagelserne med de skjulte optagelser, der blev lavet i landets daginstitutioner op til Folketingsvalget sidste år.

- De ældre har ikke den stemme til at gå ind og sige, at det ikke fungerer, ligesom børnene ikke har, siger Lone Norlander Smith til TV2 ØSTJYLLAND.

Venstre-politiker er enig

De seneste dage er flere pårørende stået frem og har kritiseret forholdene på plejehjemmet Kongsgården, som, de mener, har været uværdige for deres pårørende.

Fokusset kom på netop Kongsgården, da TV2 havde opsat skjulte kameraer i en dement beboers lejlighed i to uger i efteråret.

Siden har Aarhus Kommune gennem retten fået nedlagt et forbud mod, at optagelserne vises til offentligheden. Retten har nedlagt forbuddet, fordi der kan være sket en krænkelse af borgeren.

Rådmanden, flere fra forvaltningen og ansatte på plejehjemmet har dog set dem.

Venstres medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget, Hans Schou, vil også gerne se optagelserne. Han har så sent som i dag sendt et beslutningsforslag til næstkommende byrådsmøde om at fjerne fogedforbuddet, så alle får mulighed for at se de skjulte optagelser:

Hans Schou, medlem af Aarhus byråd for Venstre.

- Det er fuldstændig urimeligt, at vi skal bruge tid på at opretholde fogedforbuddet, i stedet for at vi tager fat om sagens kerne, siger Hans Schou til TV2 ØSTJYLLAND.

Han og resten af Sundheds- og Omsorgsudvalget mener, at sagen bør have en ende nu.

Borgmester vil have genoprettet tilliden

TV2 ØSTJYLLAND har igennem længere tid forsøgt at få et interview med borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), men det har han afvist. I stedet for har han sendt en skriftlig kommentar.

Borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S). Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

- Jeg ser med stor bekymring på de historier om Kongsgården, der er blevet oprullet i pressen. Det er min klare forventning, at den ansvarlige rådmand Jette Skive kommer helt til bunds i sagen og får draget de nødvendige konklusioner, så vi kan få genoprettet tilliden til vores ældrepleje i Aarhus. Jeg vil på den baggrund bede rådmanden om en fyldestgørende undersøgelse af sagsforløbet til byrådet. Jeg har tillid til, at den ansvarlige rådmand i samråd med sundhed -og omsorgsudvalget får truffet de nødvendige beslutninger og genoprettet tilliden til kvaliteten af plejen på Kongsgården, skriver borgmesteren til TV2 ØSTJYLLAND.

- Der er blevet spurgt til, hvornår jeg er blevet orienteret om sagen. Første gang jeg bliver mundtligt orienteret om sagen, er umiddelbart efter MSO har fået nedlagt fogedforbud mod TV2-udsendelsen. De henvendelser jeg har modtaget fra Charlotte Ahm, er efter magistratsforeskrifterne blevet sendt videre til rådmanden med ansvaret for området til besvarelse og håndtering, tilføjer han.

Skal have en værdig alderdom

Lone Norlander Smith mener, at Aarhus Kommune bør lære af historierne fra Kongsgården, så det aldrig sker igen.

- Sagen har haft personalemæssige konsekvenser, og de stopper ikke her. Der skal rettes ind, og det har vi været i gang med længe, siger rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Jeg håber, at det bliver en læringsproces – ikke bare i forhold til Kongsgården, men at vi bliver meget tydeligere på at få lavet et skærpet tilsyn på hele vores plejehjemsområde i kommunen, siger hun.

- Jeg tænker, at der er samfundsmæssig værdi i at få afdækket sagen og få et indblik i, hvordan vores plejehjem fungerer, så vores ældre får en værdig alderdom.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her