Problemer på sygehuse: - Når de ikke tør sige noget, bliver det farligt
Anja Laursen taler på vegne af medarbejdere på regionens sygehuse, når hun fortæller om en frygt for at udtale sig om problemer gennem flere år
Region Midtjylland smed tirsdag aften en bombe, da Forretningsudvalget besluttede at afskedige direktør Jacob Stengaard Madsen. Det skete efter massive samarbejdsvanskeligheder mellem den øverste ledelse og ansatte, som det nu viser sig har stået på gennem lang tid.
Ifølge næstformand i regionens medarbejderudvalg, Anja Laursen, som taler på vegne af sygeplejerskerne, har selv tillidsmænd gennem flere år ikke turde at ytre deres meninger.
- Når de ikke tør sige noget, bliver det farligt. Medarbejdere og ledere har ikke turde sige noget af frygt for konsekvenserne. Flere har følt sig sat på plads, hvis de har gjort det, siger Anja Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det kan være problemer med kvaliteten eller arbejdsmiljøet, som de ansatte ikke er kommet frem med, fortsætter hun.
Regionsdirektøren stopper i kølvandet på først afskedigelser af to fra ledelsen på sygehuset i Viborg og siden et krisemøde torsdag, hvor samtlige medarbejderrepræsentanter i det overordnede samarbejdsudvalg i Region Midtjylland gik i protest mod direktionens ledelsesstil.
Store og dybe udfordringer
I en pressemeddelelse fremgår det, at det er efter gensidig aftale, at direktør Jacob Stengaard Madsen stopper. Ifølge regionrådsformand Anders Kühnau (S) er det ikke blot den seneste personalesag, der betyder, at Jacob Stengaard Madsen stopper.
- Det er et enstemmigt forretningsudvalg, der efter at have hørt redegørelsen har besluttet det. Og det er ganske rigtig sket i kølvandet på den seneste sag, men der er store og dybe udfordringer i samarbejdet mellem ledelse og ansatte, som går flere år tilbage, siger formanden til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi skal have genskabt det gode samarbejde, og det arbejde har vi besluttet, at en anden direktør skal stå i spidsen for, fortsætter han.
Anja Laursen har også før direktørstoppet været fremme med kritik af samarbejdet og arbejdsmiljøet.
- Man møder som medarbejder op på arbejde og kan via medierne konstatere, at ens ledelse er blevet afskediget. Det er ikke ordentligt, og det skaber utryghed og usikkerhed.
Behøver ikke føle sig utrygge
Da medarbejderne torsdag forlod mødet, var det med en opfordring til direktionen. At den skulle tage en tænkepause.
- Vi har behov for en tilkendegivelse fra direktionen, om at man som medarbejder kan komme med sit faglige input. Vi er fuldstændig bevidste om, at det er ledelsens ret at hyre og fyre, men måden, det har foregået på, skaber utryghed og usikkerhed for medarbejderne, sagde Anja Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun håber nu, at der sker forbedringer efter fyringen af Jacob Stengaard Madsen.
- Det her er en kultur, der har udviklet sig over år, så fyringen er ikke nok. Men Anders Kühnau har sat sig i spidsen for, at der skal ske noget. Han tager det alvorligt, lyder det fra Anja Laursen.
Anders Kühnau har da også været ude og slå fast, at medarbejderne ikke behøver at føle sig utrygge.
- Det er rigtig vigtigt for mig at få sagt helt entydigt til medarbejderne, at de selvfølgelig kan ytre sig. Vi har ytringsfrihed i Region Midtjylland. Det må der aldrig blive sået tvivl om, har han tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND.
TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med Jacob Stengaard Madsen, der ikke ønsker at udtale sig.