Virusramte børn og sengelukninger: Så slemt står det til på sygehusene

Et nyt notat politikerne i Region Midtjylland kaster lys over de mange udfordringer, sundhedsvæsnet netop nu står med.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Der er flere akutte patienter, ekstraordinært mange virusramte børn og sengelukninger på grund af personalemangel.

Det er status netop nu i Region Midtjylland.

Overblikket kan findes i et notat, der er blevet lavet til regionens hospitaludvalgsmøde mandag på baggrund af et spørgsmål fra regionsrådsmedlem Ib Bjerregaard (V).

I notatet kan man læse, at der på regionens fem akuthospitaler er 16 procent flere akutte kontakter i 2021 end i 2019. Der er målt på perioden maj til midt-september.

Årsagen til stigningen er ikke entydigt klar, står der i notatet.

Den kan dog blandt andet skyldes, at patienter med coronasymptomer er blevet direkte henvist til hospitalerne. Det er sket i henhold til en retningslinje fra Sundhedsstyrelsen, der er ændret fra den 29. september, så mulige coronapatienter igen kan komme forbi deres læge.

Børn skal indlægges

Et af de andre store fokuspunkter lige nu er den udbredte smitte med RS-virus, der lige nu rammer "et ekstraordinært stort antal børn".

Ifølge notatet er mange af de smittede børn meget påvirkede og kræver indlæggelse. Situationen er vanskelig, men under kontrol, står der.

"Der sker omstilling og tilpasning af aktiviteten således, at de nødvendige personale- og kompetencemæssige ressourcer kan sættes ind i behandling og pleje af de RS-virusramte børn. Om nødvendigt ved at aflyse planlagt aktivitet på ikke kun børne- men også voksenområdet," kan man læse i notatet.

Sommerens sygeplejerskestrejke afdækkede ikke blot frustrationer over aflønningen, men også arbejdsforholdene, og siden strejken endte, har hospitalerne haft svært ved at ansætte personale til mange ledige stillinger.

Det kommer også til udtryk i notatet, hvor der redegøres for, at senge på flere hospitalsafsnit over hele regionen står tomme hen, fordi der mangler personale.

Eksempelvis på kirurgisk afdeling og intensiv afdeling på Regionshospitalet Horsens. Her har der siden juni måned været lukket 3-7 senge.

I notatet gøres dog også opmærksom på, at nogle sengelukninger kan skyldes andet end personalemangel, herunder ferie.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her