Endnu et parti melder klart ud: Nej til kattegatbro
Nej, nej, nej. Cirka sådan kan SF's holdning til en kattegatforbindelse opsummeres, for store infrastrukturprojekter kan godt være til det bedre, men ikke det her projekt, mener partiformanden.
En mulig fremtidig forbindelse over Kattegat via Samsø bliver ikke med SF’s støtte.
I hvert fald ikke som projektet former sig. Det siger SF’s formand Pia Olsen Dyhr tirsdag formiddag.
- Vi er dybt, dybt bekymrede for klimakonsekvenserne af det her projekt. For ikke at nævne påvirkningen af den smukkeste natur på Røsnæs og Samsø samt havbunden. Vi har brug for mere natur, hvor biodiversiteten kan trives – ikke mindre, siger Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.
Ifølge partilederen har SF fra projektets spæde start været skeptiske, og den skepsis er kun blevet forstærket. Ifølge Pia Olsen Dyhr kan store anlægsprojekter sagtens være ”visionære og bidrage til klimaløsninger, biodiversitet og svar på mange andre udfordringer”.
- Se bare hvad Storebæltsbroen har gjort for Danmark, samtidig med at den har givet nye levesteder for biodiversitet i Storebælt, siger Pia Olsen Dyhr og tilføjer.
- Det er bare slet ikke den vej Kattegatprojektet går, siger Pia Olsen Dyhr og henviser til, at der eksempelvis er alt for mange biler og alt for lidt offentligt transport tænkt ind i projektet.
Minister har sat projekt i bero
'Derfor vil partilederen for det traditionelt grønne parti ikke støtte planerne for kattegatforbindelsen.
- Det er helt hul i hovedet at bygge en kæmpestor bro, som kun er til for biltransporten. Vi skal have færre biler – ikke flere. Og det får vi altså ikke ved at pløje natur i stykker for bygge en bro uden togforbindelser og gode forhold til cyklister, siger Pia Olsen Dyhr.
I juni meddelte transportminister Trine Bramsen, at arbejdet med kattegatforbindelsen ville blive sat i bero.
- Forundersøgelsen af Kattegat giver ikke grundlag for at igangsætte projektet. Således vil der ikke blive iværksat konkrete anlægsaktiviteter, sagde transportminister Trine Bramsen (S) i en pressemeddelelse.
Meldingen fra S-regeringen kom på baggrund af den afsluttede forundersøgelse til en fast forbindelse over Kattegat. Undersøgelsen skulle have været færdig inden udgangen af 2021, men blev udskudt til foråret 2022.