Kræftsyge Helene frygter for sit liv – er bange for Danmark genåbnes for tidligt

Helene Kjærsgård fra Samsø frygter, at Danmark bliver åbnet for tidligt. Hun er gået i selvisolation med sine to børn, fordi hun er i kemobehandling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Helene Kjærsgård fra Samsø frygter, at Danmark bliver genåbnet for hurtigt.

Mens mange venter i spænding på, at skoler, børnehaver, virksomheder og restauranter åbner igen, så skaber det stor utryghed hos borgere som Helene Kjærsgård fra Samsø.

Hun er nemlig blandt dem, som er særligt udsat i denne tid.

Mine børn kan komme til at føle, at de slår deres egen mor ihjel.
Helene Kjærsgård, kræftpatient

Helene Kjærsgård er i kemobehandling for brystkræft og frygter for sit liv, hvis genåbningen af Danmark sker for tidligt.

Hun bor alene med sine to børn, som skal tilbage i skole, når den åbner igen – og hun er bange for, at de kan komme til at smitte hende med corona.

- Jeg kan i princippet meget nemt blive smittet med corona, for eksempel hvis mine børn er i skole og tager det med hjem, fordi jeg ikke har noget modstandskraft. Vi har hele tiden fået at vide, at det topper efter påske, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

- Der er også det aspekt af det, at mine børn kan komme til at føle, at de slår deres egen mor ihjel.

VIDEO: Hør mere om Helene Kjærsgårds frygt i indslaget her.

Helene Kjærsgård er ikke den eneste, der er bekymret for en for tidlig genåbning af Danmark.

Kræftens Bekæmpelse bekræfter over for TV2 ØSTJYLLAND, at de får mange henvendelser fra kræftpatienter med netop samme bekymring for tiden.

Må sige farvel til sine børn

Netop for at undgå det scenarie – hvor Helene Kjærsgårds børn kan bringe smitte med hjem fra skole, som i sidste ende kan koste hende livet – er hun også klar til at tage en stor beslutning, hvis Danmark åbner lige efter påske.

- Hvis børnene skal i skole, så må de jo ud og bo et andet sted – det er der, jeg er. De må bo hos nogle andre end mig, og så vil jeg ikke kunne se dem, før mit immunforsvar er oppe igen, siger hun.

Derfor har Helene Kjærsgård også skrevet et brev til statsminister, Mette Frederiksen, hvor hun kommer med en dybfølt bøn:

- Jeg beder om, at man holder hesten lidt endnu. Jeg frygter, at samfundet bliver lukket op for tidligt – lige når det peaker – og det kan koste mig livet.

VIDEO: Helene Kjærsgård håber, at det danske politkere vil vente med at genåbne Danmark.

Samme forholdsregler efter genåbning

Ledende overlæge ved afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, forstår godt Helene Kjærsgårds bekymring, men han påpeger, at de forholdsregler vi tager i dag, skal vi også tage efter genåbningen.

- Når samfundet åbner op igen, skal vi stadig holde afstand, god hygiejne og så videre. Når det så er sagt, så er det vigtigt, at hun er opmærksom på symptomer, og kontakter sin læge, hvis der er noget, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Han påpeger også, at der i dag, torsdag, lige er kommet nye retningslinjer, der gør det muligt for Helene Kjærsgård stadig at se sine børn, selvom de skal tilbage i skole.

- Hvis børnene får nogen som helst tegn på symptomer, kan de blive testet. Nye retningslinjer, der er trådt i kraft i dag, gør sådan, at pårørende til særligt udsatte kan testes – det er en god ting, siger Lars Østergaard.

Vaccine fjerner problemet

Lars Østergaard er sikker på, at der vil blive taget mange forholdsregler for ikke at smitte svækkede borgere i forbindelse med genåbningen af Danmark. Derudover fortæller han, at der er lys forude.

- På et tidspunkt kommer der en behandling og vaccine. Den dag vi kan behandle eller vaccinere os ud af det, er corona-virussen jo ikke længere et problem, siger overlægen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her