Kira er skræmt - frygter at dø af corona-virus
Det er alvorligt for folk med en lungesygdom at få virussen. Derfor holder Kira Møller Nielsen fra Randers sig indendørs.
For de fleste mennesker er corona-virussen ikke alvorligere end en omgang influenza, men for nogle kan det være en kritisk sag at blive smittet.
Det drejer sig blandt andre om personer med alvorlige lungesygdomme.
18-årige Kira Møller Nielsen fra Randers lider af en sjælden, kronisk lungesygdom, der gør, at hun er kronisk forkølet og nemt får lungebetændelse.
Udbredelsen af corona-virussen skræmmer hende.
- I dag skulle jeg have været i skole, men jeg tør ikke forlade mit hjem, fordi jeg er en af dem, der bliver meget nemt smittet, siger Kira Møller Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg er jo bange for, at jeg bliver så syg, at jeg dør.
Kira er ifølge hende selv født med en spejlvendt krop, der blandt andet gør, at hendes fimrehår vender nedad, og alle bakterier ryger ned i hendes lunger i stedet for op.
Derfor er hun specielt bange for at blive smittet med corona-virus, COVID-19.
- Det der, med at de ikke har fundet en kur, gør, at jeg er rigtig bange. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det, siger Kira Møller Nielsen og tilføjer:
- Jeg kan ikke andet end at beskytte mig selv. Jeg kan ikke blive inde resten af mit liv.
Generelle anbefalinger for at undgå smitte med virus i luftvejene er:
- God håndhygiejne – primært håndvask, evt. hånddesinfektion, hvis hænderne er rene og tørre
- Undgå kontakt med personer der har tegn på forkølelse og/eller luftvejsinfektion
- Host eller nys i engangslommetørklæde, alternativt i albuebøjningen
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Flere er udsatte
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Feber (>38 grader C) og luftvejssymptomer (hoste, halssmerter, åndenød) hos personer som: indenfor 14 dage har opholdt sig i område med pågående udbrud af Ny Coronavirus
eller
indenfor 14 har været i kontakt med person, som menes at være smittet med Ny Coronavirus.
Har du symptomer på corona-virus, skal du ringe til din læge og ikke møde op hos lægen, da du dermed kan smitte andre.
Kilde: sundhed.dk
Ifølge Sundhedsstyrelsen er der begrænset viden om, hvordan den nye corona-virus påvirker visse grupper herunder blandt andet ældre, kronisk syge og personer med svagt immunsystem.
De foreløbige opgørelser viser dog, at ældre og borgere med kronisk sygdom med f.eks. hjerte-kar-sygdom, sukkersyge, kroniske lunge- eller luftvejssygdomme eller kræftsygdom kan have en risiko for at blive mere syge ved smitte med ny corona-virus.
For at beskytte ældre og sårbare, har myndighederne nu krav om, at alle medarbejdere i sundheds- og ældresektoren, der har direkte kontakt til borgere, skal blive hjemme i to uger, hvis de kommer hjem fra et af de særlige risikoområder.
Få her overblikket over, hvor mange der er døde og helbredt efter udbruddet af covid-19 - og hvordan smitten har spredt sig.
Samlet antal smittede i verden
96.893
Samlet antal døde i verden
3.305
Samlet antal helbredte i verden
53.638
Kilde: The Johns Hopkins Center for Health Security, den 5. marts 2020
Syvdobler sprit-produktion
Rådet om at bruge håndsprit har mange taget til sig. Det østjyske firma Dermapharm i Fårup kan i den grad mærke efterspørgslen.
De bliver nu nødt til at syvdoble deres produktion for at kunne følge med.
- Fra næste uge kommer vi til at producere både dag og nat, og vi kommer højst sandsynligt også til at tage weekenden med. På den måde kan vi producere helt op til 15 batch, som svarer til cirka 45.000 enheder håndsprit, frem for det normale på omkring to batch, siger fabriksdirektør med ansvar for den daglige drift ved Dermapharm, Peter Bogh Lindgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom Dermapharm nu skruer betydeligt op for håndspritsproduktionen, så er de ikke nervøse for at brænde inde med en masse håndsprit, hvis situationen med coronavirus ændrer sig.
- Vores produktion er fuldstændig ordrestyret. Så det er ordrer, der allerede ligger der, vi producerer og sender afsted, siger Peter Bogh Lindgaard og fortsætter:
- Lige nu er vores lager helt tomt. Vi er i gang med at producere i fabrikken, og det bliver allerede hentet i morgen tidlig. Så der kommer ikke til at være noget, der bare skal stå og vente på at blive sendt afsted.
På TV2 Østjyllands Facebook-side svarer ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital på spørgsmål om corona-virus omkring kl. 20.
Tryk på videoen herunder: