Samsø opgraderer 'lufthavn' med ny terminal
Der kommer en ny terminal ved flyvepladsen på Samsø.
Siden 1964 har terminal 1 modtaget besøgende på flyvepladsen på Samsø, men nu er det tid til en udskiftning.
Samsø International, som de i sjov kalder sig selv, får sig snart en ny terminal.
- Terminal 1 ryger desværre. Den er super hyggeligt, men den er fuldstændig kaput og har været det i mange år. Den har altså holdt 60 år, og nu er den bare fuldstændig udtjent, men vi prøver at redde facaden, siger Rune Balle, flyvepladschef på Samsø, til TV2 ØSTJYLLAND.
Rune Balle har skaffet en ny bygning - terminal 3 - til lufthavnen, som kommer til at indeholde opholdsrum, køkken, toilet og et kontor.
- Og så laver vi et lille bibliotek, hvor man kan fordybe sig i flyvningens historie. Tilfældigvis er bygningen noget større, end den vi havde i forvejen, siger Rune Balle.
Hjælp fra kommunen
Samsø Kommune har bevilliget 350.000 kroner til projektet, og flyvepladschefen glæder sig over, at der er opbakning fra byrådet.
- Det er da fantastisk. Det er super godt, at politikerne synes, at det er værd at satse på, siger Rune Balle og fortsætter:
- Det er en mega håndsrækning fra politikerne, at de vil bruge nogle penge på det her.
Ellehammerfonden har også hjulpet til med projektet og skudt 150.000 kroner ind til den nye terminal.
- Og så er jeg ved at finde flere penge, så vi kan lave et godt handicaptoilet, siger Rune Balle.
Turistattraktion i sig selv
Rune Balle forventer, at lufthavnsudvidelsen er færdig engang til foråret, så den er klar til sommersæsonen 2022, hvor flyvepladsen er et stort aktiv for øen.
- Den er en del af infrastrukturen, og der er mange, der kommer herover med fly og besøger øen. Det er ligesom lystbådehavnen, hvor folk kommer, siger Rune Balle.
Han håber, at den nye terminal kan blive en attraktion i sig selv.
- Op imod halvdelen af turisterne, der runder Samsø, skal lige forbi og vende flyvepladsen, så det kunne være fedt, hvis vi lige kunne have lidt kaffe og is klar til dem, men ikke nogen lufthavnsrestaurant eller noget fancy, siger han.