Se videoen: Den nye hurtigfærge er kommet i vandet
Coronavirussen har forsinket den nye Samsøfærge, men nu fortæller en lettet færgedirektør, at forsinkelsen måske alligevel ikke bliver så stor.
Begejstringen hos færgedirektør Carsten Kruse er ikke til at tage fejl af.
- Sikke et smukt syn. Det er et smukt skib, og nu er det kommet i sit rette element. Det ser da brandgodt ud, hva?, lyder det fra en storsmilende Carsten Kruse til TV2 ØSTJYLLAND.
Kilden til hans glæde er en spritny video af den kommende hurtigfærge mellem Aarhus og Samsø, der er tikket ind fra værftet i Kina.
Virus-forsinkelse
For nu er færgen kommet i vandet. 13 dage forsinket. Men dog kun 13 dage. For på grund af coronavirussen kunne det være meget værre, fortæller færgedirektøren.
Tilbage i januar fik han nemlig en meget nedslående melding fra Kina.
- Jeg fik besked fra Kina om, at de ville lukke værftet ned, fordi regeringen havde krævet det, på grund af corona-sygdommen. Jeg bandede en del og syntes, det var rigtig træls, men det er jo ikke nogens skyld, siger Carsten Kruse.
Optimistisk
Siden har det imidlertid vist sig, at kineserne har været i stand til at holde den nye tidsplan efter coronaforsinkelsen.
- De har prioriteret at få vores færge færdig, selvom kun halvdelen af deres medarbejdere er mødt frem efter ferien ved det kinesiske nytår. Der er en masse rejserestriktioner i forbindelse med corona-virussen, siger Carsten Kruse.
Om færgen når at blive klar til den planlagte jomfrusejlads fra Dokken i Aarhus til Samsø den 15. juni, ved han ikke endnu.
- Vi har ikke opgivet håbet. Det kan stadig lade sig gøre. Vi er optimistiske, siger han.
Får et lift hjem
Færgen mangler nu at få motorerne koblet til, alle instrumenter og systemer skal kobles til styresystemet og så skal den testes af Søfartsstyrelsen, inden den kommer om bord på et større skib og begynder sin 40 dage lange rejse mod Danmark.
- Vi har valgt at få den fragtet på et større skib hjem, da det både ville tage længere tid, samt slide meget på den at sejle den hele vejen. Samtidig er der hensynet til pirater, forklarer Carsten Kruse.