Dødelig virus kan ødelægge alt: Thor er kun ni lande fra verdensrekord

41-årige Torbjørn 'Thor' Pedersen fra Bryrup har som den første nogensinde rejst i 194 lande uden fly eller pause. Nu kan coronavirus stoppe hele projektet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Thor Pedersen har rejst i 194 lande, men selvom han er meget tæt på sit mål om at besøge samtlige 203 lande, har han snart ikke mere håb tilbage. Foto: Thor Pedersen/Privatfoto

Der er nok mange, der drømmer om at rejse langt væk fra hverdag og vinterkulde for en stund. For Torbjørn 'Thor' Pedersen fra Bryrup ved Silkeborg er den drøm endt med en noget særegen historie.

Nu kan jeg ikke sejle nogen steder hen på grund af karantæneregler og rejsebegrænsninger.
Thor Pedersen, Once Upon a Saga

Han har nemlig rejst i 194 ud af verdens 203 lande på én lang rejse uden at gøre brug af fly overhovedet - og ikke en eneste pause eller tur hjem til Danmark har afbrudt ham, siden han startede sin rejse i 2013.

Han har blot ni lande tilbage, før han kan bryste sig af at være den eneste person nogensinde, der har besøgt samtlige lande i hele verden i ét langt træk uden brug af fly.

Men nu ser den verdensrekord ud til at falme. Den dødelige og meget omtalte coronavirus i Kina har nemlig sat hele hans tur på pause.

Thor Pedersen rejser helt uden brug af fly. Derfor har han adskillige gange sejlet med færger og containerskibe. Foto: Thor Pedersen/Privatfoto

Senest befandt han sig i Mikronesien og skulle videre til Palau, men ingen skibe kunne sejle ham direkte. Derfor var han nødsaget til at sejle fra Mikronesien til Hong Kong for at komme videre til Palau.

- For få uger siden befandt jeg mig i Mikronesien, der 'blot' var 2.600 km fra Palau som var det næste land. Men ingen skibe. Der var derimod et skib til Hong Kong og et andet derfra til Palau. Hong Kong er dog 8.500 km fra Mikronesien, siger Thor Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Fire fakta om Thorbjørn 'Thor' C. Pedersen

  1. Han er blandt verdens 300 mest berejse mennesker
  2. Han er Godwill ambassadør for Dansk Røde Kors
  3. Som den første nogensinde har han besøgt Røde Kors i 189 lande
  4. Han er halvt dansk og halvt finsk

 Trods den godt 14.400 kilometer lange omvej for at komme til Palau, tog Thor Pedersen alligevel turen. Men det skulle vise sig at blive endnu mere problematisk end først antaget.

For da han var ombord på skibet fra Mikronesien til Hong Kong, udbrød coronavirussen i Kina. Det betyder, at han grundet karantæne i Kina nu er strandet der.

- Da jeg gik ombord på skibet mod Hong Kong, var hovedlinjerne, at Trump havde givet ordre til at slå Irans Qassem Soleimani ihjel i Iraq. 11 dage senere ankom jeg til Hong Kong og hovedlinjerne drejede sig nu kun om Novel Coronavirus. Nu 16 dage senere kan jeg ikke sejle nogen steder hen på grund af karantæneregler og rejsebegrænsninger, siger han.

Det beskrives måske bedst med et korthus. Når man stiller de første kort, er man ligeglad. Men når man kommer til de øverste rækker, er man yderst forsigtig. Lige nu er jeg i toppen af korthuset, og det blæser.
Thor Pedersen, Once Upon a Saga

Tilbage i 2013, da Thor Pedersen begav sig ud på sit livs rejse, var planen, at hele turen sammenlagt skulle tage fire år. Men nu - mere end seks år senere og så tæt på mål - er han ved at give op.

- Jeg er træt og udkørt. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at tage hjem. Rejsen til Hong Kong synes nu at være forgæves, og projektet er mellem tabt rejsetid, kinesisk nytår og virusudbruddet blevet yderligere to måneder forsinket, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Thor Pedersen har mødt enormt mange mennesker på sin tur, og hans motto er: 'En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt'. Foto: Thor Pedersen/Privatfoto

Seks år alene på tur i hele verden med begrænsninger har sat sine spor.

- Jeg er ved godt helbred, jeg bor gratis ved en fantastisk familie, Hong Kong er et utroligt sted. Men jeg ved snart ikke, hvor meget mere jeg kan tage, siger han og fortsætter:

- Det beskrives måske bedst med et korthus. Når man stiller de første kort, er man ligeglad. Men når man kommer til de øverste rækker, er man yderst forsigtig. Lige nu er jeg i toppen af korthuset, og det blæser.

Jeg arbejder på at komme ombord på et skib til New Zealand. Landet er så langt væk, at jeg ville blive karantænefri på rejsen.
Thor Pedersen, Once Upon a Saga

Karantæneregler som følge af coronavirus betyder, at han kun har meget få muligheder for at færdiggøre sin jordomrejse. På nuværende tidspunkt er der to ugers karantæne for folk i Kina, hvis de ønsker at rejse til Palau, og karantænen ser ud til at fortsætte marts måned ud.

- Jeg kunne søge visum til Kina, krydse landet til Rusland og vente to uger på at blive karantænefri. Derefter kunne jeg måske finde et skib til Japan og derfra komme videre. Jeg kunne også vente i Hong Kong, til det bliver normalt igen, siger han.

Men de muligheder koster både tid og mange ekstra kilometer. Derfor arbejder han lige nu på et sidste alternativ:

- Jeg arbejder på at komme ombord på et skib til New Zealand. Landet er så langt væk, at jeg ville blive karantænefri på rejsen. Det er også et land, som ikke er blevet besøgt i projektet endnu. Men det er dårlig logistik, da jeg på sigt skal vende retur for at besøge Palau, fortæller Thor Pedersen.

Når man ikke må flyve, er tog en af de andre muligheder til at blive transporteret. Og netop i tog startede Thor Pedersen sin rejse tilbage i 2013. Foto: Thor Pedersen/Privatfoto

Han har desuden kontaktet både Præsidenten i Palau, Sundhedsministeriet og Røde Kors for at få hjælp til at komme videre i sin færd. Der er intet at gøre, fortæller de.

I forbindelse med sin jordomrejse, har Thor Pedersen rejsebloggen 'Once Upon a Saga', hvor man kan følge med i hans færd og oplevelser.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her