Historisk bygning blev families drømmehjem: Nu skal lastbiler køre gennem stuen
En gammel skole fra starten af 1900-tallet er forvandlet til drømmehuset. Men kommunen beslutter, at huset nu skal jævnes med jorden.
En gammel skole fra starten af 1900-tallet er gennem en omfattende renovering blevet forvandlet til et drømmehus. Nu skal der gå en vej igennem stuen.
Arkitekten Samuel Ringgaard Davey har sammen med familien hamret hvert et søm i den gamle skole i Resenbro, der ligger øst for Silkeborg, for at skabe den bolig, familien skulle blive gammel i.
Men en dag i sommerferien fandt familien et brev i postkassen, der muligvis sætter en stopper for den drøm.
Brevet var nemlig fra en landinspektør, der fortalte, at huset skal fjernes, da der skal anlægges en vej.
Og beskeden kom som et chok for familien. For da Samuel Ringgaard Davey og konen tilbage i 2016 købte huset, var det med beskeden om, at der skulle anlægges en ny vej i nærheden. Men på grund af at naturen i det område nu er fredet, skal vejen nu gå igennem den gamle skole i Resenbro.
- Drømmen var at få gjort det her til vores drømmehus og lade vores børn vokse op her og selv blive gamle, fortæller Samuel Ringgaard Davey til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Nu skal vi gå i tænkeboks og se, om vi skal til at finde på noget andet.
Linjeføringen er ikke endeligt vedtaget, og Silkeborg Kommune har ifølge Samuel Ringgaard Davey endnu ikke givet familien en tidshorisont for, hvornår det forventes, at huset skal jævnes med jorden.
Og selvom parret har forsøgt at komme med alternative forslag, oplever de, at beslutningen allerede er truffet.
- Det ville være dejligt at få en klar melding og at få forklaret, hvorfor den vej er så vigtig for kommunen, hvilket vi ikke har kunnet få noget svar på, siger han og fortsætter:
- Hvis vi skal eksproprieres, vil vi gerne vide, hvad vi så kan forvente at få i erstatning, så vi kan komme videre i vores liv.
Placeringen af vejen er ikke endeligt vedtaget, men projektlederen fra Silkeborg Kommune har onsdag ikke ønsket at stille op til interview.
Projektlederen fortæller dog, at vejen er en nødvendig del af projektet for at etablere en tredje ringvej i Silkeborg.
Bygningen fungerede fra 1904 til 1955 som skole i byen Resenbro.