I ny speciel container kan studerende prøve at være demente i 20 minutter

SOSU Østjylland i Silkeborg har anskaffet sig Nordens første demens-simulator. Den skal give studerende en bedre forståelse for sygdommen, så de bedre kan hjælpe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Se hvordan en studerende og rådmanden i Aarhus oplevede at være dement i 20 minutter

Det er svært at forestille sig, hvordan det er at være dement - at man for eksempel kan kigge på klokken og ikke  forstå, hvad viserne viser.

Men det er vigtigt at forstå, fordi et stigende antal mennesker får diagnosen demens, som betyder, at ens hjerne stille visner hen og ens evner til at forstå langsomt forsvinder.

Hver uge er der 150 personer, der får diagnosen demens.

Derfor har SOSU ØSTJYLLAND anskaffet sig Nordens første demens-simulator i form af en grøn container indrettet som en etværelses lejlighed.

Sådan her ser der ud inden i den grønne container.

Den skal give studerende på sosu-uddannelserne en bedre forståelse for, hvordan det er at være dement, så de bedre kan hjælpe borgere med en demenssygdom.

- Vi vil gerne opnå, at eleverne oplever følelsen af, at her er noget, jeg simpelthen ikke mestrer. Og så kan man netop blive frustreret, og det er lige nøjagtig den følelse, som vi gerne vil bringe frem, siger Kirsten Korsholm Nielsen, der er underviser på SOSU Østjylland.

Gør indtryk på studerende og politiker

Det er den første og eneste demens-simulator i Skandinavien. Idéen kommer fra Holland.

Til at begynde med bliver den brugt til efteruddannelse af sundhedspersonale. Senere skal den også være en del af SOSU-uddannelsen på SOSO Østjylland i Silkeborg, Skanderborg og Aarhus. På sigt er det også ambitionen, at pårørende skal kunne bruge den.

Aarhus Kommunes rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), fik tirsdag lov at prøve simulatoren.

I den grønne container får man en vest på med højtalere i, og så er der en projekter inde i containeren. I løbet af tyve minutter bliver forsøgspersonerne udsat for forskellige forvirrende scenarier, som skal give et billede af, hvordan det er at være dement.

Vi skal huske på, at hver dag er svær for dem.
Karina Egelund Olsen, social- og sundhedsassistentelev, SOSU Østjylland

Karina Egelund Olsen, der er social- og sundhedsassistentelev, fik som en af de første lov til at prøve den. Det samme gjorde Aarhus Kommunes rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF).

- Oplevelsen har givet mig en reminder om, at vi skal huske på, at de ikke kan huske. Og vi skal huske på at hver dag er svær for dem, siger Karina Egelund Olsen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg synes, det ville være rigtig godt, hvis alle der har med demens at gøre kom igennem sådan en her. Jeg tror, at man vil kunne sætte sig mere ind i plejerollen – hvornår skal jeg bruge hvilket ord, og hvad skal jeg gøre for ikke at starte en konflikt, siger Jette Skive om oplevelsen.

Vil også hjælpe pårørende

På sigt er der også planer om at lade pårørende få adgang til demenssimulatoren, og det kan potentielt være til stor hjælp.

- Det er svært at være i ret følelsesmæssigt, fordi personen ændrer sig. Som ægtefælle bliver man ensom i sit ægteskab, fordi man kan ikke aftale og planlægge mere, siger Anne Moeslund fra Demenshjørnet i Aarhus til TV2 ØSTJYLLAND.

For børnene mister de en relation og en rollemodel, som stille visner hen.
Anne Moeslund, Demenshjørnet, Aarhus

- Og for børnene mister de en relation og en rollemodel, som stille visner hen. Det er rigtig svært for et voksent barn at se, at den ene forælder forandrer sig så meget, tilføjer hun.

Hun mener netop, at man hjælper den demente pårørende ved at prøve at forstå personen så godt, som man nu kan. Hun nævner en konkret situation, som nogle med demenssygdom kan have svært ved.

- De kan for eksempel ikke forstå en situation, hvor fjernsynet hele tiden er tændt, og der er en, der snakker samtidig, og telefonen måske også ringer. Det er en god ide at skærme mod stimuli, når man vil have en kontakt, siger Anne Moeslund fra Demenshjørnet i Aarhus.

For hende er det dog også vigtigt at sige, at den raske i ægteskabet også skal tage en pause engang imellem og lade andre se efter sin ægtefælle - selvom det er nemmere sagt end gjort.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her