Indspiller støttesang til afskediget overlæge: - Han skabte et unikt miljø
En stor del af personalet på Regionshospitalet Silkeborg er stærkt utilfredse med ledelsens afskedigelse af overlæge Ulrich Fredberg. Nu har de indspillet en støttesang som hyldest.
- 'Kaldte vi dig for chef engang, så er du det nok endnu', synger en stor flok medarbejdere fra Regionshospitalet Silkeborg til tonerne af Anne Linnets 'Alting kan gå itu', hvor de både støtter og hylder deres afskedigede chef, Ulrich Fredberg.
Utilfredsheden har nemlig været stor, siden den ledende overlæge på Diagnostisk Center på Hospitalsenhed Midt i Silkeborg sidst i marts blev afskediget af hospitalsledelsen.
Støttesangen kan ses og høres i videoen herunder.
Fyringen skete ifølge hospitalsledelsen grundet omfattende samarbejdsproblemer i en sag, hvor en række patienter ikke blev tilbudt den rigtige skanning for lungekræft.
- Der er massiv opbakning til ham, og støtteinitiativerne vælter frem. Det er lidt tragikomisk, at man begrunder fyringen med samarbejdsproblemer, for han var indbegrebet af samarbejdskultur, siger Henning Glerup, overlæge ved Diagnostisk Center - Gastro på Regionshospitalet Silkeborg, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Dårligt samarbejde skal der to til, og jeg har svært ved at se, at fejlen skulle ligge hos Ulrich.
Støtten vælter ind
Siden afskedigelsen har støtten fra tidligere medarbejdere på hospitalet bogstaveligt talt stået i kø.
Grundet coronakrisens begrænsninger afholdt man decideret drive-by demonstration foran den nu tidligere overlæges hjem, hvor medarbejdere på skift kørte frem, hilste på Fredberg og gav ham deres støtte.
Derudover har man hængt bannere op og iført sig badges på brystet med overlægens ansigt, ligesom flere end 1.500 underskrev en digital underskriftsindsamling med henblik på at få Fredberg tilbage på posten.
- Ulrich Fredberg har betydet enormt meget for hele ånden herude. Han er en dygtig og karismatisk leder, der har formået at skabe et unikt arbejdsmiljø med gode resultater, siger Henning Glerup og fortsætter:
- Han er her stadig i ånden, og det er klart, at vi ikke bare opgiver kampen for patienterne og kvaliteten på arbejdspladsen, fordi vi ikke har vores leder mere. Men vi vil meget gerne have ham tilbage.
Henning Glerup oplyser, at der blandt personalet er så stor en utilfredshed med ledelsens ageren i sagen, at han har svært ved at se, hvordan tilliden og samarbejdet skal fungere fremover.
- Vi har sagt til ledelsen, at vores tillid til dem er på et meget lavt sted. Vi har fået en ny midlertidig leder, som vi bakker 100 procent op, men fra ledelsens side vil vi anmode om en form for aftalepapir med klare linjer om, hvordan vi kører videre. Det er nok den eneste måde, vi kan handle videre med dem på, siger han.
Fyret overlæge: - Alle bryder retningslinjerne
Ulrich Fredbergs afdeling har tilbudt patienter med beskedne symptomer på lungekræft en såkaldt lavdosis CT-scanning velvidende, at det siden april 2019 har været imod Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
De kræver en fuld CT-scanning af patienterne for at kunne opspore, hvorvidt patienten har lungekræft.
Ulrich Fredberg, der også er politiker for Venstre, anerkender, at lavdosis-skanningerne har været et brud på Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men afviser alligevel kritikken.
Han mener, at det er almindeligt, at der tilbydes lavdosis CT-scanning.
- Alle hospitaler bryder retningslinjerne – det er der ingen tvivl om. De overholdes ingen steder, for ingen har mulighed for at opfylde retningslinjerne i forhold til kapaciteten, sagde Ulrich Fredberg umiddelbart efter afskedigelsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Spørger man den ledende overlæge Ulrich Fredberg er sagen personlig – og ikke faglig:
- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har kritiseret ledelsen, og de har målrettet forsøgt at få mig fyret, sagde overlægen.
Men det afviste hospitalsledelsen dengang blankt.
- Det er ikke nogen hetz. Det handler om patienternes tarv, men samarbejdsproblemerne har selvfølgelig ikke gjort sagen lettere, sagde Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt.
Overlæge: Vi har landets bedste udredningsforløb
Ulrich Fredberg anerkender, at en fuld CT-scanning er bedre end en lavdosis CT-scanning til at opspore lungekræft.
Men siger, at andre hospitaler ikke engang laver CT-scanninger i alle de tilfælde, som de gør ved Diagnostisk Center i Silkeborg.
- Faktisk er det Silkeborg, der laver flest CT-scanninger. For andre steder laver de røntgen af lungerne, siger han og uddyber, at mens en fuld CT-scanning opsporer 99 procent lungekræfttilfælde, er det 95 procent for lavdosis CT-scanning og kun 75 procent for røntgen.
Hvorfor ikke give fuld CT-scanning til alle, når det er den bedste opsporing?
- Det har jeg ingen modvillighed imod, men det er ikke det, de praktiserende læger beder om, og hvis vi skulle give det til alle, så ville vi ikke have kapaciteten.
Og Ulrich Fredberg holder på, at hans afdeling har landets bedste udredningsforløb for lungekræft.
- Vi har ganske enkelt de bedste resultater på området, siger Ulrich Fredberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Kræftens Bekæmpelse er ked af det
Afdelingen har da også fremvist flotte resultater på opsporing af lungekræft i den tidlige fase og har fået stor ros netop for sine lavdosis CT-scanninger ved patienter med vage symptomer.
Blandt andre af Kræftens Bekæmpelse i 2018:
- Alle patienter med lungekræft har krav på at få stillet en diagnose så hurtigt som muligt, uanset hvor de bor henne. Så når det i Silkeborg går så godt med den tidlige diagnostik, bør det give anledning til, at man politisk og på det lægefaglige plan drøfter, hvordan man andre steder i landet kan opnå lignende resultater. Det skylder man patienterne, fastslog Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse på organisationens hjemmeside.
Kræftens Bekæmpelse mener dog, at man skal følge Sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og at det derfor er beklageligt, at patienter nu skal geninkaldes, fordi Ulrich Fredberg ikke har fulgt Sundhedsmyndighedernes ændrede retningslinjer fra 2019.
- Jeg er ked af det og bekymret, fordi det lader til, at det er gået udover nogle patienter, sagde Kirsten Halskov Madsen, der er formand for Regionsudvalget for Kræftens Bekæmpelse i Region Midt, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge hende skal man med lungekræft handle hurtigt, og derfor kan den forkerte udredning have haft konsekvenser for nogle.
- Det må være skrækkeligt for patienterne at have været igennem noget, hvor de har haft tillid til, at diagnosticeringen var i orden og så var den det ikke alligevel. Det er svært at vende tilbage og starte forfra, fordi vi ved med lungekræft, at man skal handle hurtigt, sagde hun.
På baggrund af sagen om både mangelfulde scanninger bliver 625 patienters forløb nu gennemgået i en intern undersøgelse af regionshospitalet, der skal afleveres til Styrelsen for Patientsikkerhed til sommer.