Jørgen og King står op midt om natten for at hjælpe dyr i nød
Makkerparret fra Silkeborg har en mission. Dyr skal lide så lidt som muligt, og derfor bruger de gerne timevis på at finde såret vildt.
Med næsen nede ved jorden følger hunden King sporet af det sårede dyr over marken. I småløb efter kommer ejeren, Jørgen Olsen.
De to udgør et makkerpar på en mission.
Jørgen Olsen fra Silkeborg er nemlig schweisshundefører på 20. år, og derfor bliver han kaldt ud, hvis et dyr er blevet påkørt eller anskudt af en jæger.
Det ville gøre ondt være at begynde at løfte sådan et dyr op
Det gælder om at finde dyret så hurtigt som muligt, så det ikke lider, fortæller han.
- Jeg vil gerne undgå at dyr lider. Så hvis dyret er så skadet, at det ikke kan leve videre på fornuftig vis, så afliver jeg det, siger Jørgen Olsen.
Det er blot en hobby for silkeborgenseren, der dog bruger op til 50 timer om ugen på det ved siden af sit job som ambulanceredder.
- Folk studser mest over, hvorfor jeg gider stå op klokken to om natten og se efter et dyr, der måske og måske ikke er der. Men jeg brænder for det, sådan er det vist bare.
Måtte aflive med køkkenkniv
Langt de fleste bakker op om Jørgen og Kings arbejde. Men der er også dem, der ikke kan forstå, hvorfor de tager ud for at aflive dyret.
Kan du ikke køre det til dyrlægen i stedet, lyder spørgsmålet ofte.
- Hvis jeg kan komme til dyret, så er det, fordi det ikke er i stand til at flygte. Det ville gøre ondt være at begynde at løfte sådan et dyr op, løfte det ind i en bil, hvor det overhovedet ikke hører hjemme, og så køre det hen til dyrlægen for at gips på. For mig handler det om, at de ikke skal lide, siger Jørgen Olsen.
Men der er også tilfælde, hvor dyret ikke bliver aflivet.
- Hvis ikke jeg kommer i nærheden af det, så er det som regel, fordi det har det okay og kan leve videre, siger hundeføreren.
Telefonen ringer typisk mellem 100-130 gange om året og på alle tidspunkter af døgnet.
Og det har da også betydet, at han har været nødt til at improvisere.
- Jeg har prøvet at blive ringet op med et påkørt rådyr, mens jeg stod midt i en jagttegnsundervisning. Jeg havde min riffel med, men jeg skulle stå i et skolelokale, så jeg havde ikke taget patroner med.
Der viste sig at være tale om en noget større kronhjort, der var blevet påkørt, og som skulle aflives, da den havde brækket rykken. Det måtte Jørgen Olsen så gøre med en køkkenkniv.
- Jeg kunne også have valgt at hoppe i min bil og køre hjem og hente nogle patroner, men så skulle dyret ligge der en halv time mere.
Trænet til det
Det er ikke alle med en hund, der kan kalde sig schweisshundefører. For at blive en del af det frivillige korps skal man blandt andet have jægererfaring og bestå nogle prøver med sin hund.
Det kræver, at hunden er trænet til det.
- Når jeg får en ny hund, bruger jeg rigtig meget tid. Det er vigtigt at få opbygget et makkerskab, så jeg går aldrig en tur eller kører en tur uden, at jeg har min hund med, siger Jørgen Olsen.
- Min hund er detektiven, og jeg er bare den, der følger bagefter.
Selvom hobbyen hver uge optager meget af Jørgen Olsens tid, kunne han ikke forestille sig at undvære det.
- Indtil videre har jeg gjort det i 20 år, men jeg har ikke planer om at stoppe lige foreløbig, siger han.
Se hele indslaget om Jørgen og Kings arbejde her:
