Mand dræbt i Silkeborg - to personer anholdt
Politiet konkluderer efter undersøgelser, at en 54-årig dødfunden mand blev dræbt.
En 54-årig mand, der mandag blev fundet død i en lejlighed i Silkeborg, blev dræbt.
Det slår Midt- og Vestjyllands Politi fast på baggrund af skaderne på liget. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse tirsdag.
Manden blev fundet død i en lejlighed på Langelinie i Silkeborg mandag, efter at en person var blevet bekymret over, at manden ikke var dukket op til en aftale.
Personen forsøgte derfor at tage kontakt til manden på bopælen, og ved middagstid mandag fik politiet en anmeldelse fra personen om, at den 54-årige var fundet død.
Flere anholdelser
Mandag aften og natten til tirsdag er to personer - en kvinde på 55 år og en mand på 62 år - blevet anholdt i sagen og sigtet for drab.
De vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag, men tidspunktet er endnu ikke fastlagt.
Her vil der ifølge politiet blive begæret lukkede døre.
Midt- og Vestjyllands Politi formoder, at der er tale om et opgør i misbrugsmiljøet.
Den person - en 54-årig mand - der mandag blev fundet død i en lejlighed i Silkeborg, blev dræbt. Det slår politiet fast på baggrund af skaderne på liget. To personer er anholdt og vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør. #politidk https://t.co/oRkcaCeY4A
— Midt- & Vestjyllands Politi (@MVJPoliti) January 11, 2022