Nøgne mennesker lister rundt på museum: - Vi er klædt af til skindet
Museer forstår ikke, at politikere prioriterer kulturen så lavt.
Det er mørkt på museet. Overvågningskameraet fanger en lille gruppe mennesker, der lister rundt blandt skulpturerne. De er nøgne - menneskene, altså.
Men er det dem, der kigger på skulpturerne, eller er det skulpturerne, der kigger på menneskene?
Hvis man spørger museumsdirektør for Museum Jorn, Jacob Thage, er det skulpturerne, der kigger på de afklædte mennesker. Museet og dets medarbejdere er nemlig klædt af til skindet.
Oversete museer
Det er i hvert fald den besked, museet gerne vil sende i en ny video, der er blevet offentliggjort på Youtube og Facebook.
Videoen er dukket op efter regeringens udmelding om, at museer, teatre og kulturinstitutioner tidligst kan åbne den 8. juni.
- Vi synes, det ser ud som om, vi er blevet glemt. Vi er blevet overset. Vi føler måske, at kulturen ikke opleves at have nogen betydning. Det er derfor, vi har lavet en film, som gør opmærksom på, at vi er klædt af til skindet. Vi føler, at museerne bør bidrage til samfundet, og at det måske netop er nu, vi kan gøre det, siger museumsdirektør Jacob Thage.
Ikke farligt at åbne
Det er to måneder siden, nogen har kigget på kunst på Museum Jorn i Silkeborg, og for museumsdirektør Jacob Thage og hans medarbejdere er ventetiden forfærdelig.
- Vi synes, vi gerne vil gøre opmærksom på de forhold, vi har i øjeblikket. Den frustration, vi oplever. De økonomiske udfordringer. Vi skal ikke gøre os til eksperter i virussmitte, men vi synes, det er oplagt at lukke museerne op, siger Jacob Thage til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Alt, vi har hørt og læst, peger på, at det ikke har nogen betydning for udbredelsen af corona i Danmark.
Det synspunkt deles af en anden museumsdirektør, Erlend Høyersten fra Aros i Aarhus.
- De siger, at museer har lav smitterisiko. Så forstår jeg ikke, hvorfor man skal prioritere storcentre fremfor eksempelvis kunstmuseer, siger han.
Som det ser ud lige nu, frygter Museum Jorn at tabe omkring en million kroner på grund af coronakrisen.
- Vi er kede af det, og jeg er sikker på, at Jorn også ville have været rigtig ked af, at der ikke kom nogen og så på hans billeder. Vi har en vidunderlig samling, en af de fineste i Nordeuropa. Det er enormt trist, at vi dag efter dag oplever tomme rum, lyder det fra Jacob Thage.