Nu er den foruroligende kælling igen en ælling
Jorn-maleriet Den foruroligende Ælling blev udsat for hærværk i april og er nu klar til at komme op igen.
Provo-kunsteren Ibi-Pippi Orup Hedegaard skamferede tilbage i april det ikoniske Asger Jorn-maleri Den foruroligende Ælling, der hænger på Museum Jorn i Silkeborg.
Siden hærværket har diagnoserne for maleriet været skiftende, men en restaurering viste sig at være mulig.
Den er færdig, og maleriet bliver fredag klokken 14 geninstalleret på væggen på Museum Jorn.
- Asger Jorns Den foruroligende ælling er et hovedværk i dansk kunst, som er kendt og elsket af både børn og voksne. I vores formidling af den moderne kunsts mange mekanismer er maleriet uundværligt i samlingen. På museet er vi meget glade for at kunne vise det for vores publikum igen, siger museumsdirektør Jacob Thage i en pressemeddelelse.
Maleriet er fra 1959 og en af Asger Jorns såkaldte modifikationer, som kunstneren lavede i 1959-1970.
Det blev beskadiget efter at være blevet påført kontaktlim, tusch og voldsomme trykskader, der medførte materialetab.
Efter en effektiv konserveringsmæssig førstehjælp på museet og flere måneders intenst arbejde på konserveringsværkstedet, er billedet nu klar til at blive vist for offentligheden igen.
Kunstneren fra Kjellerup sagde selv efter sin "moderering", at han var klar på konsekvenserne af sine handlinger.
- Jeg står ved mine handlinger, og jeg står ved de juridiske konsekvenser, der kommer, og jeg anerkender, at det kan medføre en straf, lød det fra kunstneren.