Pludselig sad den farverige and i åen
Mandarinanden her viste sig i dag frem for beboerne langs Lysåen i Silkeborg.
Sol og stigende temperaturer har dagen igennem givet forårsfornemmelser og lokket østjyderne udenfor.
Og for Camilla Juelshøj fra Silkeborg ventede der lidt af en overraskelse, da hun sammen med sin mand fik øje på en mandarinand i Lysåen i det sydlige Silkeborg.
- Vi har set den ene for et par dage siden. Så snakkede min mand med sin bror, der bor lige i nærheden, og han havde også set den, og så pludselig var den i åen, fortæller hun.
Den farvestrålende fugl er da også svær at overse, smuk som den er med det røde næb, den pjuskede nakketop, de orange, "vandkæmmede" bakkenbarter og orange sejl, som beskrivelsen lyder på naturbasen.dk.
Camilla Juelshøj kontaktede straks TV2 Østjylland og sendte billeder og video af mandarinanden til redaktionen på tip@tv2oj.dk.
Kort efter ringede hun igen og fortalte, at anden havde fået selskab af endnu en and, der dog var mindre farvestrålende. Ifølge naturbasen.dk kan det være en hun, da de er mindre farvestrålende.
Mandarinanden yngler i det østlige Asien, men er blevet indført til Danmark og mange andre lande. Der er frit flyvende bestande i både England, Irland, Frankrig og Schweiz, og så findes ænderne desuden i mange europæiske lande, hvor de har undsluppet fangenskab.