Stor succes i plejesektoren: Flere gør som Laura og arbejder fuldtid
Silkeborg Kommune har haft stor succes med at reducere antallet af ledige stillinger ved at få flere til at gå fra deltid til fuldtid
Dagens besøg hos borgere i Silkeborg Kommune er i fuld gang. Laura Styhm Koch er social- og sundhedshjælper, og hun trives i sit job.
- Det, at man kan være med til at gøre en borgers dag så meget bedre ved at komme ud til ham eller hende. Det er virkelig en stor fordel ved mit arbejde, siger hun.
Derfor har hun valgt at øge sit ugentlige timetal fra 30 til 37 timer.
- Det er rart at have noget at stå op til, lyder det fra sosu-hjælperen.
Laura Styhm Koch er ikke ene om at gå fra deltid til fuldtid. Lige nu arbejder 67 sosu’er i Silkeborg Kommune 37 timer om ugen.
Dobbelt så mange sosu'er
For at komme personalemangel til livs begyndte kommunen i 2022 at arbejde for at få flere pædagoger, sygeplejersker og sosu’er til at gå op i tid.
Forsøget er indtil videre lykkedes.
- Det hjælper selvfølgelig på, at vi ikke behøver at slå så mange stillinger op, for når vi har nogle flere i huset, dække de vagterne, der er, siger Kirsten Mørch Hansen, der er personalechef i Silkeborg Kommune.
I februar 2023 manglede Silkeborg Kommune 93 medarbejdere på ældreområdet. I december lå det tal på 36. Samtidig er antallet af sosu’er fordoblet fra 33 til 67.
En af dem er som nævnt Laura Styhm Koch, og hun har ikke fortrudt karrierevalget.
- Jeg er ekstremt glad for at arbejde 37 timer. Det handler også om den arbejdsplads, jeg er på. Jeg er glad for at møde ind hver morgen. Jeg er glad, når jeg kigger på min liste over borgere, jeg skal ud til. Jeg er egentlig bare glad, siger hun.
Det er kolleger som Laura Styhm Koch, der gør det lettere at strikke en vagtplan sammen.
- Det giver et større spænd i elastikken på, hvordan vi kan få det hele til at hænge sammen. Det gør også, at vi kan imødekomme frihed for andre kollegaer, fortæller Henrik Lykke, der er dagligleder i hjemmeplejen Alderslyst Vest i Silkeborg Kommune.
Nedslidning er ikke et problem
Det er dog stadig kun halvdelen af Silkeborg Kommunes ansatte, der arbejder på fuldtid.
- Vi arbejder lige nu især på tre ting. Vi arbejder på at få medarbejdere op i tid, med at sænke vores sygefravær, og så arbejder vi med at fastholde vores seniorer, siger personalechef Kirsten Mørch Hansen.
Det af det, der har været meget snak om tidligere, har været nedslidning. Bidrager man ikke bare til mere nedslidning ved at sætte dem op i tid?
- Det er ikke det, vi hører fra dem, og det tror jeg faktisk heller ikke, at man gør, for det skaber et andet flow i deres arbejdsdag. Det er ikke nødvendigvis hårdere, det er bare en anden måde at arbejde på.
Laura Styhm Koch er ikke udfordret af det fysiskkrævende job på fuldtid, men hun tør ikke sige, hvordan svaret vil lyde, når hun bliver ældre.
- Der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at det her virkelig er fysiskkrævende, men det er sikkert nemmere nu, end det var for 30 år siden, siger hun.
Derfor holder det hende ikke fra at sende en opfordring til alle, der læser med.
- Hvis du føler, det er noget du brænder for, så kom ud. Vi mangler nogle flere hænder.