Strid om omdiskuteret byggeri ser nu ud til at være afgjort

Sagen om de meget omtalte boliger på Oslovej i Silkeborg-forstaden Gødvad ser nu ud til at have nået sit endeligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Til venstre ses et af de huse, der bliver nabo til det nye byggeri i fire etager. Det skal nemlig bygges til højre på den skrænt, der ses. Foto: TV 2

Et flertal i Silkeborg Byråd har netop stemt for, at et omdiskuteret byggeri i forstaden Gødvad alligevel kan opføres i to blokke, der hver stiger fra en til fire etager.

Boligprojektet skal etableres på Oslovej, men der har været både politisk og offentlig modstand mod blokkenes højde og udformning.

Således ønskede Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og løsgængeren Lars Hansen, at der skulle skæres fire boliger af den ene blok, så den kun blev opført op til tre etager.

Det forslag støttede Socialdemokratiet, men et flertal bestående af Venstre, DF og SF stemte det højere byggeri igennem.

Byggematador trak sig

Byggeriet har fået ekstra opmærksomhed i Silkeborg og omegn, fordi det var bygherren René Birch fra firmaet Birch Ejendomme, der i første omgang planlagde at bygge på Oslovej.

Vi føler os snydt. Det er bestemt ikke fedt. Vi havde håbet på flere kompromisser til vores fordel.
Mia Pontoppidan, nabo til byggeriet, Oslovej

Hans venskab med borgmester Steen Vindum (V) stillede flere øvrige byrådsmedlemmer spørgsmålstegn ved, og hele miseren er endt med, at René Birch har solgt grunden til Silkeborg VVS-Teknik.

Det nye firma i spidsen for opførelsen har så nu fået lov til at bygge i samme højde som hidtil planlagt.

René Birch ejede i første omgang grunden på Oslovej, hvor der skal bygges. Nu er det en ny bygherre, der får opgaven. 

Nabo føler sig snydt

En af dem, der bliver allermest generet af det nye byggeri i fire etager, er Mia Pontoppidan og hendes familie. De bor på Oslovej, og det er på en skrænt få meter fra deres hus, at der skal bygges.

Noget som familien, der er flyttet til Gødvad fra Aarhus, aldrig havde troet ville ske.

- Vi føler os snydt. Det er bestemt ikke fedt. Vi havde håbet på flere kompromisser til vores fordel. Da vi købte huset, var forventningen, at der ville blive bygget 14 boliger og ikke 20, siger Mia Pontoppidan til TV2 ØSTJYLLAND.

- Og boligerne bliver dobbelt så høje. De tager vores udsigt til natur og skov. I Aarhus havde vi udsigt til naboerne, når de spiste aftensmad. Det får vi igen nu her.

Langt og sejt forløb

Hun og flere af de andre naboer til det kommende byggeri er samtidig frustrerede over det langstrakte og til tider ufine forløb, der har været i sagen.

Os, der er politisk valgt, har brug for, at vi kan sige til folk, at vi er fuldstændig uafhængige af økonomiske og venskabelige interesser.
Johan Brødsgaard (RV), byrådsmedlem

Naboerne har taget kampen op i håbet om at få flere ting til deres fordel ind i planerne. Kun få af dem er blevet en realitet.

- Tagterrassen er droppet, så vi ikke får indkigsgener, og der kommer et beplantningsbælte. Men det er stadig langt fra, hvad vi forventede, da vi købte huset og flyttede fra Aarhus.

VIDEO: Da Rene Birch i irritation over kommunen trak sine planer om et fireetagers boligbyggeri tilbage, åndede Mia Pontoppidan lettet op. Nu er hun alligevel skuffet over udsigten til et stort byggeri i baghaven. Indslaget her er fra den 17. december 2019.

Mulig inhabilitet blandt byrådspolitikere

Sagen har været undervejs i halvandet år og har givet anledning til en masse medieomtale. Blandt andet på grund af byrådspolitikeres mulige inhabilitet.

- Os, der er politisk valgt, har brug for, at vi kan sige til folk, at vi er fuldstændig uafhængige af økonomiske og venskabelige interesser. Derfor er det rigtig godt, at vi ser på den her sag, sagde Johan Brødsgaard, der sidder i byrådet for Radikale Venstre, til TV2 ØSTJYLLAND den 3. december.

VIDEO: Byrådsmedlemmet i Silkeborg Kommune Peter Sig Kristensen (Enhl.) er én af de øvrige byrådspolitikere, der har sat spørgsmålstegn ved borgmesterens dømmekraft.

To byrådsmedlemmer har trukket sig fra sagen på grund af inhabilitet, og flere har ment, at borgmester Steen Vindum (V) også har været inhabil.

Han er nemlig venner med byggematadoren René Birch, der først ejede grunden.

Har du påvirket nogle af de politikere, som du er venner med?

- Nej, det kan man ikke. Jeg har ikke så stor magt, at jeg kan få mine venner til at få hele Venstre til at stemme på os, har René Birch tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her