18-årige Irvin laver kunst for at hjælpe udsatte familier og syge børn
Hvis en gavmild juleånd havde menneskeskikkelse ville den højst sandsynligt have form af en 18-årig mand med briller fra Galten. Irvin Beckovic bruger al sin tid på at hjælpe andre
- Jeg har aldrig manglet noget i hele mit liv. Når jeg kigger rundt omkring, og ser hvor mange mennesker, der mildest talt har det ad helvedes til, så kan jeg lige så godt bruge min tid på at hjælpe dem.
Avisbud, pædagogmedhjælper, selvstændig iværksætter, julemand og nu også kunstner. Irvin Beckovic har prøvet lidt af hvert, selvom han kun er 18 år gammel.
- Jeg er en ung gut fra Galten, der går op i at hjælpe, hvor jeg kan, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
For to år siden ønskede han sig ikke gaver til sin fødselsdag, men lavede i stedet for en indsamling til hjemløse.
Delte mad og drikke ud
- Det var en mindre indsamling, hvor vi tog ind til Aarhus og delte mad og drikkevarer ud til dem, siger Irvin Beckovic.
Sidste år brugte han størstedelen af december på at være iklædt julemandskostume og stå foran brugsen i Galten sammen med et par venner.
- Vi brugte mange timer foran brugsen for at skrabe penge sammen. Sidste år samlede vi næsten 7000 kr. sammen, fortæller Irvin Beckovic.
Fucking flink i én måned
Han har tidligere fået inspiration fra Facebook-siden Fucking Flink, hvor folk kan skrive, hvis de har gjort eller oplevet en god gerning.
- Jeg tænkte, det er fandeme fedt at læse om, hvor flinke folk kan være. Det kunne være sjovt, at se om man selv kunne være flink i 30 dage.
Og det gjorde Irvin Beckovic. Han skrev 30 ting ned, som han ville gøre hver dag i juni måned. Fucking flink i 30 dage.
- Det gik godt. Men når man var ude at foretage sig noget, var der også meget blandede reaktioner, fortæller Irvin Beckovic.
Skræmt af positive ting
Han lagde blandt andet en gave i én af blomsterkrukkerne ved Lægerne i Søndergade, som man bare kunne tage, hvis man havde lyst.
- Fantastisk idé der skaber glæde og eftertænksomhed, kommenterede én bruger på Facebook.
Irvin Beckovic har også givet en tilfældig kvinde på gaden en buket blomster, men folk havde generelt lidt blandede reaktioner og svært ved at tro, at det var ren venlighed, der lå bag hans gode gerninger.
- De bliver nok lidt skræmt af de positive ting, fordi der sker så mange negative, siger Irvin Beckovic.
Laver kunst for at hjælpe andre
Nu har den unge 18-årige sat gang i et nyt projekt. Ham og hans kammerat Mikkel Lindhardt vil lave kunst.
- Det startede, da vi var ude for at male et maleri hos én, der hedder Solveig. Så ville vi donere det til en organisation. Så kom vi i tanke om, at det kunne være fedt at male en helvedes masse, og så sælge det – og bruge pengene til dem, der virkelig havde brug for dem, fortæller Irvin Beckovic.
Malerier og andre kunstneriske ting, de to unge mænd laver, skal doneres til børn, der enten er syge, eller hvor familierne ikke har råd til gaver.
- Vi vil gerne hjælpe så mange steder som muligt. Det er til børn, som kunne få glæde af nogle julegaver udefra. Enten fordi de ikke har penge til det, eller har en sygdom, hvor de mangler glæde i hverdagen, siger Irvin Beckovic.
Måneden ud kan man byde på de malerier, som de producerer dagen lang – resten vil de sælge til Galten Julemarked.
Fed opbakning
Irvin Beckovic er i lokalet hos Galten Junior- og Ungdomsklub hver dag for at kreere. Mikkel er der, når han har tid, og ikke er i gymnasiet.
- Vi bliver mødt med mange positive reaktioner. Der er fed opbakning fra folk omkring os. Vi har ikke oplevet noget negativt med det her.
De mange ting den unge mand allerede har prøvet, har også budt på nedture, som da hans eget tøjfirma ikke kunne stå distancen. Det slår ham ikke ud, og han vil stadig gerne hjælpe så meget som muligt.
Han er lykkelig og heldig for det liv, han har fået - hvor han ikke mangler noget, som han siger, Han bor hjemme hos sin mor og far, som giver ham mad og husly. Resten af tiden bruger han helst på andre.
- Jeg har ikke behov for at få julegaver eller mad, for det har jeg. Men andre har, og her vil jeg gerne hjælpe, slutter Irvin Beckovic.