Herdis drev ikonisk hotel ved Himmelbjerget: - Det gør ondt at se det brænde

Den voldsomme brand i Hotel Julsø, der har jævnet de gamle bygninger med jorden, bringer dyb sorg hos hotellets tidligere ejer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I 25 år ejede Herdis Jensen Hotel Julsø ved Ry.

Fredag morgen brød der brand i det 150 år gamle Hotel Julsø ved Himmelbjerget.

Branden startede i restauranten, og de gamle bygninger står ikke til at redde. Ingen personer er kommet til skade, men branden har alligevel allerede sat dybe spor i østjyderne.

Selvom jeg ikke ejer det mere, så gør det alligevel ondt, at det er brændt ned.
Herdis Jensen, tidligere hotelejer

Blandt andet hos 90-årige Herdis Jensen fra Ry. I 25 år ejede hun hotellet med sin mand, Egon.

Hun har netop hørt nyheden om, at hotellet er brændt ned.

- Selvom jeg ikke ejer det mere, så gør det alligevel ondt, at det er brændt ned, siger Herdis Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hotel Julsø er 150 år gammel og Herdis Jensen havde hotellet med sin mand i 25 år.

Hun gjorde dengang meget for at renovere hotellet.

- Det er jo synd, for det kan ikke sådan lige erstattes. Sådan et gammelt hotel med buffet og så videre, siger hun.

Ægteparret stod for driften af både hotellet og restauranten fra 1963. En travl tid, hvis man spørger Herdis Jensen.

- Det kunne godt være hårdt, for der var kun salg i det på de få travle måneder, men jeg har bestemt været glad for at være der, for jeg var der jo i hele 25 år, siger hun.

Man ved jo en del om det, når man har været der i 25 år.
Herdis Jensen, tidligere hotelejer

Selvom hun solgte hotellet videre til nogle venner i 1988, så har hun alligevel aldrig helt givet slip på sin forkærlighed for de gamle bygninger:

- Vores venner havde det i nogle år, og så hjalp jeg jo dem, indtil jeg helt holdt med at arbejde. Man ved jo en del om det, når man har været der i 25 år, siger Herdis Jensen.

Hun fortsætter:

- Jeg har nogle gamle billeder fra hotellet og en hel billedcollage hængende hjemme på væggen, så jeg kan mindes det.

Herdis Jensen har denne billedecollage hængende hjemme ved sig med billeder fra Hotel Julsø.

Står ikke til at redde

Fredag morgen klokken 06.40 modtog politiet anmeldelsen om branden. Det er selve restauranten, som er en del af Hotel Julsø, der er opstået brand i.

- Den står i lys lue, og bygningen er overtændt, siger vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Hotel Julsø ved Ry i brand.

Østjyllands Brandvæsen er lige nu til stede ved hotellet, der ikke står til at redde.

- Den er fuldstændig overtændt. Vi er i gang med at slukke det, og vi vil koncentrere os om at beskytte de omkringliggende bygninger, siger Anders Jensen, operationschef i Østjyllands Brandvæsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Udover selve branden er der også en stor gastank på området, som er i fare for at bryde i brand og dermed eksplodere.

- Der er en stor gastank, vi skal være varsomme med ret tæt på bygningen, siger operationschefen.

Hotel Julsø ligger ved Julsø mellem Ry og Silkeborg. Foto: Google Maps

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her