Kronprinsessens hyldest af Kristina fik alle til at græde
Kristina Louise Bliksted har i ni år kæmpet for at hjælpe udsatte med at finde vej gennem sundhedsvæsnet. Lørdag kulminerede hendes arbejde.
Kronprinsessen klappede Kristina Louise Bliksted fra Skanderborg og de andre fra organisationen Social Sundhed på scenen lørdag aften ved Kronprinsparrets Priser i Ringsted Kongrescenter.
Hun havde netop præsenteret dem som vindere af den ene af årets to Stjernedryspriser.
Kronprinsesse Mary hyldede i sin tale Social Sundhed for at 'vise en tilgang, der kan tjene til inspiration i andre dele af vores samfund'.
- Vi føler os så stolte, taknemmelige og modige efter sådan en smuk aften og de meget smukke ord fra kronprinsessen, siger stifter og direktør Kristina Louise Bliksted dagen derpå til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi var 23 fra vores organisation i salen, og jeg tror alle, vi måtte knibe en tåre, fortæller hun.
Begyndte i studietiden
Kristina Louise Bliksted deltog i 2013 som studerende i en såkaldt case competition for social innovation på Aarhus Universitet. Her havde Rådet for Socialt Udsat bedt om konkrete løsninger på den store ulighed i danskernes sundhed. I gennemsnit dør socialt udsatte 20 år tidligere end andre danskere.
Ud af den konkurrence voksede organisationen Social Sundhed, der sidste år hjalp 1500 udsatte borgere i hele landet med at få den rette hjælp i sundhedsvæsnet.
Selv kalder de det brobygning mellem borgerne og sundhedsvæsnet. Det er primært drevet af frivillige, der eksempelvis læser til læge, sygeplejerske og andre sundhedsfaglige uddannelser. Det fremhævede kronprinsessen også i sin tale lørdag aften.
- Når de sundhedsfaglige studerende selv står ved sygesengen på hospitalet er de beriget med en unik forståelse af det system, de repræsenterer, og de mennesker, de møder. De er rustet til at se den enkelte og til at spørge: Hvad kan jeg gøre for dig, der gør det nemmere? siger kronprinsesse Mary.
Har kæmpet i ni år
Kristina Louise Bliksted har kæmpet for at forbedre forholdene for socialt udsatte i sundhedsvæsnet de seneste ni år. Med prisen lørdag aften har hun og hele organisationen fået et 'kæmpe boost', fortæller hun dagen derpå.
- En NGO som vores er det virkelig passionerede mennesker, der er frivillige, medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, og det her giver energi til de næste ti år, siger hun.
Social Sundhed
Indsatsen i Social Sundhed består af fem overordnede elementer:
Ledsage og støtte sårbare og udsatte mennesker til deres aftaler i sundhedsvæsenet.
Uddanner morgendagens sundhedsprofessionelle
Vidensdeling
Indgår i offentlige og private partnerskaber
Har fysiske lokaler København, Aarhus, Odense, Aalborg, Herning/Midtvest og Fredericia.
Social Sundhed drives primært via midler fra offentlige partnerskaber, puljer og private fonde.
Social Sundhed er tidligere blevet anerkendt for deres frivillige indsats, men med kronprinsparrets pris er deres kamp for at mindske uligheden i danskernes sundhed også blevet anerkendt, mener Kristina Louise Bliksted.
- Det er fantastisk, at de faktisk har modet til at se den forandring, som vi kommer med. Den reform af sundhedsvæsnet, som vi drømmer om at være med til.
- Vi bliver normalt genkendt som frivillige, der hjælper udsatte. Men det er en halv fortælling om det, vi arbejder for og tror på. Jeg er stolt af, at kronprinsparret havde det mod til at belyse behovet for forandring og det perspektiv, vi kommer med. Deri ligger jo en subtil kritik i forhold til, hvad man ønsker, der skal være bedre, siger Kristina Louise Bliksted.
Rørende øjeblik
Hun havde efter den officielle del af showet mulighed for at tale med kronprinsparret bag scenen. Kronprinsen og kronprinsessen havde begge indsigt og kendskab til sundhedsvæsnet og til de udfordringer, socialt udsatte møder.
Kristina Louise Bliksted havde en ung frivillig, medicinstuderende med til showet, og da han fortalte kronprinsparret, at han ville vælge psykiatrien som speciale opstod et særligt øjeblik.
- Da han fortalte det, blev de meget berørte og glade. De har en kæmpe tro på den kommende generation, siger hun.
Med prisen følger 100.000 kroner, men for stifteren vil hun bruge prisen til noget vigtigere.
- Jeg tænker, at det her er noget, vi kan bruge som en katapult i forhold til at lade vores arbejde få en politisk konsekvens, siger hun.