Østjysk e-cigaretfirma politianmeldt for ulovlig reklame
Det er ulovlig reklame, når det østjyske e-cigaretfirmaet Smoke-It anvender sit navn på sin hjemmeside, vurderer myndighed.
E-cigaretfirmaet Smoke-It med hovedsæde i Galten vest for Aarhus er torsdag blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.
Ifølge myndigheden har firmaet på sin hjemmeside overtrådt et reklameforbud for e-cigaretter.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at navnet i sig selv er en opfordring til at ryge, og at firmaet derfor ikke må bruge det på nettet.
Derudover har firmaet "anvendt salgsfremmende billeder og udsagn med positivt ladede vendinger" om produktet, lyder det.
- Vi ser desværre mange reklamer for e-cigaretter på hjemmesider og sociale medier.
- Men det totale forbud mod reklamer for e-cigaretter gælder naturligvis også på nettet, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.
Smoke-It mener regler går for vidt
Hos firmaet Smoke-It er man uenig i vurderingen, som ifølge firmaet ikke giver mening.
Ejer og direktør Jens Nygaard Andersen mener, at de danske regler og deres tolkning går for vidt i forhold til EU-regler på området.
- Forbrugerombudsmanden har læst reglerne på én måde. Vi har læst dem på en anden måde og synes, at de skal fortolkes anderledes. Og de bliver tolket forskelligt i alle lande, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Forbrugerombudsmanden skriver, at det ifølge loven om elektroniske cigaretter er "ulovligt at reklamere for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere over for offentligheden".
Giver ingen mening
- Forbuddet omfatter alle handlinger, som har til formål at sælge e-cigaretter, eller som har den direkte eller indirekte virkning, skriver myndigheden.
Derfor må Smoke-It gerne navngive deres fysiske butikker, men deres hjemmeside eller andre markedsføringskanaler må ikke have samme navn.
- Det giver jo ingen mening. Vi kan ende med at måtte kalde vores side 'fitilihut', og så et halvt år senere ved alle jo alligevel godt, at det er Smoke-It, siger direktør Jens Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Smoke-It ejeren understreger, at virksomheden de seneste måneder har været i dialog med Forbrugerombudsmanden og har forsøgt at luge ud i blandt andet de positive vendinger på hjemmesiden.
En hjemmeside der har været i brug siden 2010.
Kan ikke leve med forbud
Hvor man tidligere har beskrevet e-cigaretters smag med tillægsord som "dejlig", har man nu fjernet de positive vendinger, siger han.
Men at navnet Smoke-It i sig selv er reklame og ikke må bruges på nettet, kan firmaet ikke leve med, mener Jens Nygaard Andersen.
- Så bliver vores kunder jo forvirrede. Forbrugsombundsmanden påstår at have politianmeldt os, men vi har endnu ikke set den. Bliver vi det, tager vi sagen i retten. Vi mener selv, at vi har en god sag, siger han.
Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der fører tilsyn med, at virksomheder overholder forskellig forbrugerbeskyttende lovgivning.