Slut med bededag - men her holder man fast i traditionen

Det kan godt være, at Regeringen vil droppe store bededag, men det får ikke kirkerne til at droppe den populære konfirmationsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Store bededag er traditionelt en stor konfirmationsdag i folkekirken, og selv om Regeringen tirsdag ventes at afskaffe helligdagen, holder kirkerne fast. (Genrefoto) Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Tirsdag eftermiddag træffer et flertal i Folketinget efter planen en beslutning, der mildest talt er upopulær, hvis man lytter til stemningen i befolkningen.

Store bededag afskaffes fra 2024, hvis regeringen med sit flertal stemmer forslaget igennem ved tredje behandling, og som regeringen har gjort ved de første to afstemninger i år.

Foruden at ophidse arbejdsmarkedets parter og landets biskopper har afskaffelsen af helligdagen formentlig også givet bekymringer hos en del forældre, for store bededag rimer i mange byer på konfirmation.

Blandt andet i Stilling ved Skanderborg, hvor kirken derfor har besluttet – officiel fridag eller ej - at holde fast ved fredag den 26. april som konfirmationsdag næste år.

- Under coronatiden gjorde vi os erfaringer med pludselig at skulle flytte konfirmationer, og det gav en hel del uro, fortæller sognepræst i Stilling Lisbeth Kristensen.

Vi har fået to henvendelser fra forældre, der er kede af, at vi holder fast ved datoen
Lisbeth Kristensen, sognepræst i Stilling

Uroen handlede blandt andet om, at der ved konfirmationer ofte går meget planlægning forud med alt lige  fra leje af lokaler til varskoen af familien.

- Det gav så meget uro, understreger sognepræsten.

Det sker derfor ikke i protest, men efter vurdering af de praktiske grunde,  så når kalenderen skifter til 2025, finder kirken en anden dag end store bededag til konfirmation, forklarer Lisbeth Kristensen. 

Flere holder fast i datoen

Et kig rundt på en række østjyske kirkers hjemmesider viser, at der flere steder fortsat er planer om konfirmationer store bededag i 2024.

”Konfirmationsgudstjeneste i Helligåndskirken fejres altid Store Bededag," står der for eksempel på hjemmesiden for Helligåndskirken i Aarhus. 

Det har ikke været muligt tirsdag formiddag at få bekræftet, hvad der så sker, når helligdagen ikke længere findes.

I helligåndskirken er der altid konfirmationer store bededag, fremgår det af kirkens hjemmeside.

Også blandt andre Silkeborg Kirke annoncerer konfirmationer for to skoleklasser den omdiskuterede fredag.

Også i Hadsten Storpastorat, som omfatter ni kirker i og omkring Hadsten, har kirkerne allerede meldt ud til forældrene, at der kan blive konfirmationer i fire kirker den 26. april 2024.

Forældrene og konfirmanderne har dog flere datoer at vælge imellem, så om den til den tid hedengangne store bededag kommer i spil, er endnu uvist.

Tilbage i Aarhus står en anden af byens store kirker, Christianskirken på Christiansbjerg, også med to hold, der efter planen skal konfirmeres den 26. april 2024.

- Men hvis regeringen afskaffer store bededag, finder vi en anden dato, lyder det fra sognepræst Carsten Haugaard Nielsen.

Han har datoen på plads, men vil ikke melde den ud, før regeringen har stemt helligdagen i arkivet.

Kun to har protesteret

I Stilling Kirke skal der i 2024 konformeres i alt fire skoleklasser, og da kirken er lille, bliver klasserne delt i to hold, så alle kan være der.

Dermed er der også et større element af logistik i at få konfirmationerne til at gå op i kalenderen.

I 2024 holder Stilling Kirke fast i konfirmationer på store bededag den 26. april, fortæller sognepræst Lisbeth Kristensen. Foto: Privatfoto

Med udsigt til konfirmationer både lørdag og søndag i forlængelse af fredagen, der så ikke længere officielt er store bededag – samt den følgende søndag – er det svært at klemme fredagens hold ind en anden dag – og det er heller ikke ønsket fra forældrene, fortæller Lisbeth Kristensen.

- Vi har fået to henvendelser fra forældre, der er kede af, at vi holder fast ved datoen. De er bekymrede for, om man kan bede familier og venner holde fri den dag, siger sognepræsten, der ellers oplever positiv respons fra de øvrige forældre på holdet med omkring 25 konfirmander.

Kirken har også været i kontakt med den lokale skole, som har lovet, at konfirmanderne får fri på dagen, og det samme gør deres søskende, hvis forældrene beder om det.

Lisbeth Kristensen har desuden været i kontakt med gymnasierne i Skanderborg og Viby for at tjekke, at der ikke er eksamener den dag.

- Og så håber vi på, at folks arbejdspladser har forståelse for, at nogle ansatte beder om fri den dag, lyder det fra sognepræsten.

Egentlig havde de planlagt at vente med at melde noget ud, til Folketinget officielt i dag vedtager den kontroversielle beslutning.

- Men vi meldte det ud for en måneds tid siden. Der var så meget røre i andedammen, så vi kunne lige så godt melde det ud, når vi nu havde planen klar, siger Lisbeth Kristensen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her