Smukfest udsolgt – flere sad forgæves i kø
Der var flere i køen til næste års Smukfest i Skanderborg, end der var billetter til. Teknisk set var der udsolgt på et minut.
Efter 74 minutter var alle Smukfest-partoutbilletter revet væk. De blev sat til salg kl. 10, men her sad der allerede flere i kø, end der var billet til.
Så teknisk var der udsolgt fra første minut.
- Vi gav alle en god kø-oplevelse og tog det i et tempo, vi kunne følge med i. Derfor var alle billetter først væk efter 74 minutter, siger talsmand for Smukfest Søren Eskildsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det tog således længere tid at få udsolgt end i 2019, som var det seneste ordinære billetsalg, men der var flere i køen.
- Der er jo så desværre mange, der ikke fik billet. De kan enten skrive sig på venteliste eller blive en del af vores frivillige crew. Der er jobs tilgængelig og kommer løbende flere til, fortæller Søren Eskildsen.
Prisen er steget
At der igen i år var så stor rift om billetterne til Smukfest, kan komme bag på en, når man ser på prisen.
For faktisk er partoutbilletten steget med 300 kroner siden sidste år og koster nu 3295 kroner.
- Vi gør os mange tanker om prisen, men fordi omkostninger til byggematerialer, emballage, transport og meget andet er steget, er vi også nødt til at lade billetten gøre det.
- Men den stiger ikke lige så meget som inflationen, og vi er meget opmærksomme på at bruge pengene rigtigt, siger Søren Eskildsen.