Virksomhed manglede arbejdskraft: Unge med autisme var løsningen
En it-virksomhed i Skanderborg har med stor succes ansat unge med autisme. Med den rette oplæring kan de være med til at løse manglen på arbejdskraft i it-branchen.
Ifølge Landsforeningen Autisme er ca. 70.000 mennesker i Danmark diagnosticerede med autisme. Ni ud af ti af dem står udenfor arbejdsmarkedet.
Men nu er flere virksomheder begyndt at få øjnene op for deres styrker, der kan være med til at afhjælpe den mangel på arbejdskraft, som blandt andet ses i IT-branchen.
Det gælder virksomheden Team.blue i Skanderborg, der er et af Danmarks største hostingselskaber for hjemmesider. De har ansat Andreas Baastrup, en ung mand med infantil autisme, der tidligere har været tilknyttet virksomheden som virksomhedspraktikant gennem Skanderborg Kommune.
Siden er han blevet ansat fast i virksomheden, der har lagt vægt på at skabe et forløb med trygge rammer og kolleger, han kan læne sig op ad.
Det er til stor gavn for både virksomheden og Andreas:
- Vi har fået en super stabil og systematisk kollega som hjælper med at løse nogle opgaver som ikke alle ville finde samme glæde i. Det er 100 procent win-win, fordi vi samtidig kan se glæden i hans øjne ved det, fortæller Stefan Rosenlund, direktør hos Team.blue, til TV2 ØSTJYLLAND.
De er en gave til virksomheder
Autisme er en fællesbetegnelse for en række diagnoser inden for en gennemgribende udviklingsforstyrrelse. De autistiske karakteristika optræder forskelligt i intensitet og påvirker derfor mennesker på forskellige måder.
Ifølge landsformanden for Landsforeningen Autisme er autisters karakteristika i høj grad noget, som it-virksomheder kan drage nytte af. Det kan faktisk nærmest være en gave for virksomheden:
- Autister har en iboende evne til at kunne holde opmærksomheden på helt specifikke ting meget længere end andre. Og det er jo opskriften på at blive ekspert. I forhold til IT kan de være rigtig gode til at gennemgå data, søge data og fejlfinde i data, fordi de er gode til at specialisere sig og dykke ned i noget. Der hvor vi andre ville begynde at tænke på kaffe, eller lige vil tjekke Facebook, eller hvad der sker ude i verden - der holder de fokus langt bedre på deres opgave, fortæller landsformand for Landsforeningen Autisme Heidi Thamestrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Netop de kompetencer kommer i spil for Andreas Baastrup i hans arbejde hos Team.blue i Skanderborg. Andreas arbejder i virksomhedens Windows-team, hvor han har tilkoblet en fast sparringspartner. Han arbejder med at automatisere processer:
- Vi har fundet nogle gode opgaver til ham, som passer godt til hans diagnose. Det er faste processer og arbejdsgange, og de samme mennesker der sidder rundt omkring ham, fortæller Stefan Rosenlund, direktør hos Team Blue.
Virksomheden skal tage hånd om dem
Det glæder Heidi Thamestrup, landsformand for Landsforeningen Autisme, at Andreas Baastrup lyder til at være faldet så godt til hos Team.blue.
- Nogle virksomheder har en lille smule angst for autisme, fordi de ikke forstår det. Der skal oplysning til, og så skal vi holde hånden under de virksomheder, som har forstået at indrette deres arbejdsplads efter det, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun uddyber, at det at indrette en arbejdsplads efter en kollega med autisme, for eksempel kan betyde, at personen med autisme får lov til at sidde med ryggen mod en mur, bliver placeret i et mindre lokale i stedet for et storrumskontor, og at man giver dem mulighed for at trække sig, hvis de får brug for det.
Hos Team.blue kunne de sagtens forestille sig at ansætte flere på samme måde som Andreas Baastrup:
- Vi er en utroligt teknisk virksomhed som tiltrækker skæve personligheder. Miljøet er meget nørdet, så på den måde er folk sociale på en anderledes måde end i andre virksomheder. Derfor blender folk som Andreas bare ind. Han har ved hjælp af sin sparringspartner og leder fundet sig til rette og er blevet tryg, siger Stefan Rosenlund, direktør hos Team.blue.
Hvad er autisme?
Autisme er en anderledeshed i hjernens udvikling, der påvirker opfattelsen af omgivelserne, og måden man interagerer med andre på.
Autisme er en anderledes måde at sanse, forstå og navigere i verden på, som har stor betydning i sociale sammenhænge og i kommunikation med andre mennesker.
Autisme er en medfødt, neurologisk betinget, kognitiv anderledeshed, der påvirker alt, hvad mennesket med autismen tænker, siger og gør.
Autismen bliver ofte til et handicap i mødet med andre mennesker, fordi det autistiske menneske opfatter det sagte helt konkret, men ikke eventuelle antydninger, ironi, morsomheder eller ord med dobbeltbetydning.
Kilde: Landsforeningen Autisme