48 trafikanter sigtet i forbindelse med Kalø-træf
Østjyllands Politi gennemførte tirsdag en færdselsindsats i forbindelse med Kalø-træf, hvor mange bilister og motorcyklister mødes. Det førte til 48 sigtelser.
Tirsdag aften var der træf for bilister og motorcyklister ved Kalø Slotsruin, og den anledning benyttede Østjyllands Politi sig af. De havde fået flere henvendelser fra borgere, der var bekymrede over, at der bliver kørt hurtigt og hasarderet til og fra træffet.
Politiets indsats medførte 48 sigtelser af bilister og motorcyklister. Langt de fleste blev sigtet for at køre for stærkt, men der blev også uddelt sigtelser for ulovlige overhalinger, kørsel uden førerret og for at køre med mobilen i hånden.
14 trafikanter kørte så stærkt, at de nu står til en betinget frakørsel af kørekortet. Derudover blev der uddelt en lang række klip i kørekortet.
- Det er stærkt bekymrende, at så mange bilister og motorcyklister blæser på færdselsreglerne og udsætter dem selv og andre trafikanter for fare ved at køre så hensynsløst og hasarderet. Det er ikke alle, vi standser, der har forbindelse med træffet ved Kalø, men der er ikke tvivl om, at det er en del af årsagen til, at vi kan skrive så mange sager i løbet af en tirsdag aften, siger politikommissær Amrik Chadha i en pressemeddelelse.
158 km/t på landevej
En af bilisterne kørte 158 km/t på Grenåvej, hvor den tilladte hastighed er 80 km/t. Og på Djurslandsmotorvejen kørte en bilist 174 km/t, inden han drejede fra ved Skødstrup og fortsatte med 132 km/t. Herefter fik en civil motorcykelbetjent standset bilisten.
Også flere motorcyklister blev sigtet. En af dem kørte rundt på baghjulet, overhalede over en spærrelinje og kørte 128 km/t på landevejen.
Østjyllands Politi har igennem længere tid foretaget kontroller i forbindelse med Kalø-træffet, og også i den kommende tid vil der være færdselsindsatser til tirsdagstræffene.
Resultatet af tirsdagens færdselsindsats
- 20 kørte for stærkt på landevejen – fem til betinget frakendelse + 13 klip + to bøder
- 6 kørte for stærkt på motortrafikvejen – tre til betinget frakendelse og tre klip
- 9 kørte for stærkt på motorvejen – seks til betinget frakendelse og tre klip
- 2 overhalinger over spærrelinje til klip
- 2 sager om tæt kørsel. Beregninger skal vise om sagerne udløser klip
- 1 overtrådte sin vigepligt og fik et klip
- 3 kørte uden førerret til motorcykel/bil
- 7 kørte med mobiltelefonen i hånden – alle fik klip
- 2 havde ikke sele på
Kilde, Østjyllands Politi